Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
36
GUDRØDS SØNNER OG HARALD 36
et Møde i Compiegne, fremstod Harald for ham med Beklagelser over, at
Gudrøds Sønner pønsede paa at forjage ham. Kejseren, hvem det nu laa saa meget
mere paa Hjerte at faa Rolighed oprettet blandt Nordmændene, som han havde
fattet den alvorlige Beslutning at udbrede Christendommen blandt dem, og i
den Anledning ej alene forberedet Oprettelsen af et Erkesæde for Norden, men
ogsaa faaet Ebo, Erkebiskop i Reims, til at gjøre en Missionsrejse til den danske
Grændse, sendte to af sine Grever til Gudrøds Sønner for at undersøge Sagen og
indhente alle de Oplysninger, de kunde, om Tilstanden i hele Nordmændenes
Rige. Imidlertid søgte han selv at overtale Harald til at antage Christendommen.
Afsendingerne kom tilbage, som det synes, med god Besked, og i Følge med dem
var Ebo, der havde været ret heldig paa sin Missionsrejse, og døbt mange af
Danerne1. Da Kejseren siden i August 825 holdt et Møde i Achen, kom der ogsaa
Gesandter til ham fra Gudrøds Sønner for at bede ham om Fred, og denne sluttedes
ved Grændsen endnu samme Aars Oktober Maaned, rimeligviis paa det Vilkaar,
at de igjen skulde modtage Harald som Medregent. Denne havde nu besluttet
sig til at antage Christendommen, og blev i Mai 826 tilligemed sin Hustru, sin
Søn Gudrød, sin Brodersøn Rørek, og en heel Deel Daner døbt i Mainz, medens
Kejseren holdt et Rigsmøde ved det nærliggende Ingelheim2. Her var det og,
at Ansgar, Nordens første Apostel, besluttede sig til at følge med Harald for at
prædike Christendommen for Danerne. Ludvig, som med Rette befrygtede, at
Haralds Overgang til Christendommen vilde udsætte ham for at blive fordreven
paa ny, gav ham et Landskab i Frisland, kaldet Hriustri (Rustringen) som et
Tilflugtssted i Nødsfald, ligeledes forlenede han ham med et Stykke Land
hiin-sides Elben3. Harald begav sig endnu samme Høst (826) hjem over Dorestad
og Frisland. Men det gik, som Kejseren forudsaa, at hans hedenske Frænder
ej kunde taale ham. Allerede det følgende Aar joge de ham ud af Riget, og kom
derved paany i et fiendtligt Forhold til Kejseren, som i den Anledning holdt et
1 Einhards Annaler hos Pertz. I. p. 211.
3 Herom se mere nedenfor, hvor der handles om Christendommens Udbredelse i Norden.
3 Kilderne yttre sig her noget forskjelligt. Einhard (p. 214) og «Vita Hludovici» lade Harald forlenes
med Hriustri, medens derimod Remberts «Vita Ansgarii» Cap. 7, kim nævner et Lehn hiinsides Elben.
Mag. Adam (I. 17) siger udtrykkeligt at Harald fik sit Lehn hiinsides Elben, og Rørek (urigtigt skrevet
Horuch) derimod et Lehn i Frisland. Endelig siger Rudolf af Fulda (ved 850), at Rørek tilligemed Harald
havde faaet Dorestad-Distriktet i Frisland til Lehn. Dette Dorestad (Wyck te Duurstede i Prov. Utrecht,
se nedenf. S. 54) er dog temmelig langt fra Rustringen. Imidlertid synes det rimeligst, at Harald virkelig
er bleven forlenet med Rustringen og en Deel af Nordalbingen, og Rørek med Dorestad, men at enten
Harald sidenefter ogsaa har overladt Rustringen til Rørek, eller at enkelte Forfattere ej have fundet det
Umagen værdt at omtale hans Forlening med Rustringen, da den vigtigste Forlening aabenbart var den
nordalbingiske; den indbefattede rimeligviis Esesfeld med Distrikt. Rørek kaldes snart Broder, snart
«nepos» (Frænde? Brodersøn?) af Harald.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
