Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SPAADOMME OM NORDMÆNDENE
55
for dem alle. Her finde vi, som vi have seet, Nordmannakongen Sigfrid allerede
i 777, og herfra foretog Gudrød i 809 sit store Tog mod Frisland. Ogsaa længere
oppe i Jylland havde, som man seer, Nordmænd sat sig fast, nemlig i den saakaldte
Hardesyssel, der i Oldtiden kaldtes Hard eller Hardeland, mellem Limfjorden
og Ringkjøbingsfjorden, og hvor, som det synes, de ovenfor omtalte nordjydske
Underkonger, Gorm og Fundne-Knut, især have hersket1.
Da de frankiske Annaler fortælle os, at Widukind i Aaret 777 flygtede til Kong
Sigfrid i Nordmannia, og at Sigfrid i 782 sendte Gesandter til Kong Karl, maa
Frankerne idetmindste fra denne Tid af have lært dem at kjende. Hvis man kunde fæste
Tillid til en Beretning hos den gamle Munk i St. Gallen, maatte man antage at
Nordmændene allerede mod Slutningen af Aarhundredet havde fundet Vejen til
Middelhavet. «Det hændte sig engang, heder det2, at Karl paa en Omrejse kom
uventet til en By ved det narbonensiske Galliens Kyst (altsaa ved Middelhavet),
og sad just til Bords, da nogle Nordmændene tilhørende Spejderskibe viste sig
udenfor Havnen og vovede at plyndre. Da nogle, ved Synet af Skibene, troede
at de tilhørte Jøder, andre at de vare afrikanske, atter andre, at det var
Kjøb-mandsskibe fra Britannien, sagde Karl, der af sin Forstandighed kunde skjønne
at de ej tilhørte Kjøbmænd men Sørøvere: disse Skibe ere ikke fulde af Varer,
men af de stridbareste Fiender. Ved disse Ord ilede alle til Skibene, men for silde;
thi da Nordmændene hørte at Karl selv var der, skyndte de sig paa Flugten.
Men Karl stod op, gik hen til det Vindue, der vendte mod Østen, og blev en Stund
staaende der taus og græd, uden at nogen vovede at spørge ham om Aarsagen.
Men endelig brød han Tausheden, og sagde til sine forundrede Mænd: jeg græder
ikke af Frygt for at hine Uslinger skulle kunne gjøre mig noget, men jeg er kun
bedrøvet over at de, medens jeg endnu lever, have turdet vove at vise sig paa
denne Kyst, og jeg forudseer med Gru, hvor meget ondt de ville tilføje mine
Efterkommere». Fortællingen bærer vistnok Præg af sildigere Opdigtelse, men den viser
dog at Forfatteren, der levede et Par Generationer senere, gaar ud fra
Forestillingen om at Nordmændene først paa Karl den Stores Tid bleve bekjendte for
Frankerne. Og vist er det, at Karl allerede i Aaret 804 befoer Galliens Kyst,
og indrettede en Flaade og Kystbefæstninger til Forsvar mod de nordmanniske
Sørøvere, af hvilke Havet da vrimlede3. Karl kunde nok saaledes i en eller
1 Hardesyssel kaldtes af Nordmændene Hörö, en Form, der tyder paa et oprindeligt Haruö, hvilket
igjen minder om Ptolemæos’s Charudes paa den saakaldte kimbriske Halvø, se ovenf. B. I. S. 23.
2 Monachi Sangall. Gesta Karoli II. 14, hos Pertz. II. p. 757—758. Det er ikke ganske tydeligt, til
hvilket Aar dette Udsagn er at henføre; dog er det vist, at Ff. ej har antaget det yngre end c. 800, i hvilket
Aar Karl, som man af andre Kilder veed, gjorde Anstalter til at forsvare sit Riges Kyster mod
Nordman-nerne. Merkeligt nok, kaldes Nordmannerne her af Santgallermunken Nordostrani d. e. de nordøstlige Folk.
3 Lorsch-Annalerne, hos Pertz. I. 186. Einhards Annaler, hos Pertz. I. 187.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
