Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
61 TOG TIL FRISLAND
til Sønderjylland, men ogsaa Hriustri og selve Dor es tad, hvilke Forleninger de
ogsaa beholdt efter at være fordrevne fra Sønderjylland. Naar vi siden læse om
de voldsomme Angreb, Nordmændene i Aarene 834 og 837 foretoge paa Frisland
og især paa Dorestad, synes det næsten som om de her ikke lededes alene af Krigs
-og Bytte-Lyst, men ogsaa af Fiendskab til Harald, hvis ellers ikke denne har
spillet under Dække med dem og selv opmuntret dem til at komme. Der er virkelig
et og andet, som tyder hen herpaa. Ludvig den Frommes Sønner laa paa denne
Tid i Strid med deres Fader. En af deres Mænd, der især satte dem op og pustede
til Uvenskabet, var Erkebiskop Ebo af Reims, som ved denne sin Utaknemmelighed
mod Kejseren i høj Grad fordunklede den Fortjeneste, han forresten har indlagt
sig ved sin Iver for at omvende Danerne til Christendommen. Vi have seet, at
han allerede i Aarene 823 og 824 havde opholdt sig blandt Danerne eller ved den
danske Grændse, og døbt en heel Deel af dem. Der fortælles udtrykkeligt, at han
ogsaa prædikede for Kong Harald, og at det især var hans Overtalelser, der bragte
denne til at antage Christendommen1. Fra denne Tid af synes der at have været
et ivrigt Venskab mellem Ebo og Nordmændene. Da Hlothar, Kejser Ludvigs
ældste Søn, i Aaret 834 ved sin Herskesyge havde lagt sig ud med sine Brødre,
og Kejseren, der nu understøttedes af sine andre Sønner, slåp ud af sit
Fangenskab i Soissons, vovede Ebo ikke længer at dvæle i sit Erkesæde, men flygtede
en Nat fra Reims, ledsaget af nogle med Elvene og Havnene velbekjendte
Nordmænd, og medbringende alle de Kostbarheder, han i Hast kunde samle2. Han
tog, heder det, Vejen til Nordmændene. Om han virkelig begav sig heelt til
Sønderjylland, er uvist; derimod veed man, at han en Stund opholdt sig hos Ansgar
i Hamburg, hvor han endnu samme Aar blev paagreben af Kejserens Tilhængere
og siden holdt i Fangenskab, indtil han Aaret efter paa Mødet i Thionville
højtidelig erkjendte sin Brøde og frivilligt frasagde sig sit erkebiskoppelige Embede.
Det kan altsaa neppe være andre Nordmænd, Ebo flygtede til, end Kong Harald
i dennes nordalbingiske Lehn; og naar vi nu see Nordmænd strax efter gjøre
voldsomme Angreb paa Frisland med Saxer og Daner i Følge, tildeels endog
begunstigede af enkelte blandt Friserne selv, medens Kejseren paa sin Side med
usædvanlig Omhu tager sig af Landets Forsvar og opholder sig i dets Nærhed, synes
det som om den umiddelbare Følge af Kejserens Gjenindsættelse har for Harald
været den, at han som Ebos, og følgelig som Hlothars Ven, har mistet sin
dore-stadske Forlening, og at de paa Frisland foretagne Angreb have haft til Hensigt,
deels at skaffe ham denne Forlening tilbage, deels at tjene som en Diversion til
1 Se den samtidige Ermold Nigells Digt, 4de B. v. 147—173. Pertz. II. p. 504.
2 Flodoard, p. 267, 268.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
