Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
R ØREK
63
nogen Grund forhaanden for Nordmændene til at herje her. Med Kong Erik i
Sønderjylland var der sluttet Fred. Da døde den gamle Kejser i Aaret 840, og
strax udbrøde de gamle Stridigheder mellem hans Sønner med fordoblet Hidsighed.
Og nu, heder det i en gammel Krønike, forsømtes Kystbevogtningen, Fiendernes
Tal forøgedes, og Nordmændenes, Danernes og Briternes Mængde voxede til det
utallige; de Christne bleve paa alle Kanter hjemsøgte med Plyndring, Mord og
Brand1. En af Kejser Hlothars første Foretagender var at give de saakaldte Lazzer
blandt Saxerne Frihed til at vende tilbage til Hedendommen, imod at følge hans
Banner, og at overlade Kong Harald, der havde tilføjet Riget saa megen Skade,
Walcheren tilligemed de nærliggende Egne i Forlening2 (841). Da Chronisten,
som fortæller dette, beklager, at Hedninger og Forfølgere af Christendommen
paa denne Maade bleve foretrukne for Christne, maa man formode, at Harald er
falden tilbage igjen til Hedendommen. Hans Overgang til Christendommen havde
neppe heller været oprigtig. Han nævnes allersidst i Aaret 842 blandt en Deel
Befalingsmænd, Hlothar efter Slaget ved Fontenai havde efterladt ved Moselen,
for at formene hans Brødre Overgangen, hvilket dog ikke lykkedes dem, da de ved
Efterretningen om at Ludvig og Karl nærmede sig, flygtede forskrækkede bort3.
At Harald havde nogen Deel i det skrækkelige Overfald paa Hamburg, som ovenfor
(S. 37) er omtalt, synes ikke rimeligt. Dette udgik, som man ved Sammenligning
af de forskjellige Beretninger kan skjønne, fra den Flaade, Kong Erik havde sendt
opad Elben mod Kong Ludvig, og Harald var rimeligviis paa den Tid allerede død.
Vi have seet at Kong Erik mod Slutningen af sin Regjeringstid traadte i et
mere venskabeligt Forhold til Frankerne, straffede selv de fra Plyndringstog
hjemvendende Vikinger, og lod sig endelig ved Ansgars Bestræbelser overtale til at
antage Christendommen. Men dette hindrede dog ikke andre Vikingeskarer fra
at herje det frankiske Riges Kyster. Det heder udtrykkeligt, at efterat Kong
Erik, foruroliget af sine to Frænder, havde seet sig nødt til at dele Riget med dem,
samlede Rørek, Haralds Brodersøn, strax en Hær af Nordmænd, og herjede
Fris-land. Det synes heraf temmelig klart, at Rørek selv har været den ene af disse
Frænder, at han har traadt fiendtlig op mod Erik, tvunget ham til at give sig
et Stykke Land, og derpaa benyttet sig af sin nys vundne Magt til at g j ener hver ve
sine Besiddelser i Frisland4. Her havde han nemlig fra tidligere Dage besiddet
Dorestad. Men efter Haralds Død (rimeligviis ved 844) var han, som Rygtet
1 Chron. monast. Basuensis, Duchene, Ser. rer. Nordm. p. 22.
2 Prudentius af Troyes, hos Pertz. I. 437, 438. 3 Nithard, Hist. 1. III. Pertz. II. p. 667.
4 I de Xantenske Annaler (Pertz. II. p. 228), hvor der udførligt fortælles om Vikingen Ragnars Angreb
paa Frankrige og skrækkelige Død, (se nedenfor S. 72) heder det, at hans Folk gik til Frett hos deres
Guder, for at lære, hvorledes de skulde frelse sig, men at Fretten ej havde et gunstigt Udfald, og at en christen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
