Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VIKINGETOG TIL IRLAND OG SKOTLAND
75
befæstede Slotte, og ligeledes blev det under Livs Fortabelse forbudt og erklæret
for et Forræderi mod Fædreland og Christendom, efter 1ste Juli 864 at
overlade en Nordmand, det være sig som Gave eller til Løskjøbelse, nogen Brynje,
Vaaben eller Hest. Med dette Edikt af Pitres kan man saaledes ansee den første
Periode af Nordmændenes Herjetog til Frankrige afsluttet. Vel holdt endnu en
Vikingehær sig ved Loire, uden at kunne fordrives, og gjorde hvert Aar megen
Skade; ogsaa viste sig endnu i 865 en ny Vikingeflaade i Seinen1, men i det Hele
taget nød dog Landet Ro, og den anden Ulykkesperiode for Frankrige, der var
værre end den første, og endte med Nordmændenes blivende Nedsættelse i Landet,
begyndte ikke førend med Gange-Rolf.
9. Vikingetog til Irland og Skotland. Norske Riger paa Irland.
Imidlertid havde ogsaa de britiske Øer paany, og gjentagne Gange, været
hjemsøgte. Dog begyndte ikke Vikingernes Angreb paa England selv at blive
ret følelige eller overvældende, førend imod Midten af det 9de Aarhundrede, da
Lodbrokssønnerne under uhørte Grusomheder oprettede det danske Rige i
Øst-England. Før den Tid synes Vikingerne fornemmelig at have søgt Irland og de
nærliggende Smaa-Øer. Aarsagen til, at de saaledes paa en vis Maade gik
England forbi, var vel især den, at det maatte være dem meget lettere at faa Bugt
med de raa og halvvilde Irer, end med de civiliserede og endnu i Begyndelsen
af det 9de Aarhundrede temmelig stridbare Angelsaxer. Dertil kom, at de Vikinger,
som hjemsøgte Irland, fornemmelig — efter hvad man af de gamle Beretninger
derom maa slutte — vare Nordmænd, der kom umiddelbart fra Norge selv. Og
den naturlige Vej maatte for Nordmændene, naar de først havde lært Irlands
Beliggenhed at kjende, blive nordenom Skotland. Vi have seet, at
Nordmændene allerede før 825 havde fundet Færøerne og Hetland2. Efter denne sidste
Øgruppe rettede man senere Kursen til Grønland3, og rimeligviis til Island. Efter
den havde man sandsynligviis allerede længe rettet Kursen til Irland. Thi et
Døgns Sejlads med gunstig Vind lige i Vest bragte et Skib fra det sydvestlige
Norge saa langt, at man øjnede Hetland. Derfra kunde man see Orknø; fra Orknø
saa man Skotlands Kyst, og denne behøvede man kun at følge mod Vest og
Sydvest, for at komme ind mellem Syderøerne og naa Irland. Det nordlige Skotland,
især den Deel deraf, som ligger vestenfor Orknøerne, indeholdt lidet, der kunde
friste vore Forfædre til at gjøre Landgang her. Vilde Klipper og øde Strande^
1 Hincmar, hos Pertz I. p. 467—470.
* Se ovfr. S. 59. 8 Grønlands hist. Mindesmerker, 3die Deel S. 212. Landnåma I. 1.
6 — Munch: Det norske Folks Historia II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
