Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
[VIKINGETOGENES CHARAKTEER
89
11. Vikingetogenes Charakteer og Oprindelse.
Vi have nu betragtet hvad man kunde kalde den første eller foreløbige Akt
af Nordboernes Krigs- og Erobrings-Foretagender i Vesten. De kjendes kun
gjennem de fremmede Skribenters Beretninger. Vore egne Oldskrifter vide lidet
eller intet at fortælle om dem. Man maa saaledes altid have for Øje, at
Beskrivelserne over de Grusomheder og Afskyligheder, Nordboerne skulle have begaaet
paa disse Tog, hidrøre fra deres Modstandere, som derfor neppe engang vare
istand til at skildre disse Begivenheder med den tilbørlige Upartiskhed.
Krig-førselen var paa hiin Tid i det Hele taget grusom. Vore Sagaer meddele os selv
flere Exempler paa hvad vi vilde kalde grusomme Skikke. Den Vikingeskik er
f. Ex. allerede i Anledning af Fridthjofs Historie nævnt, at hænde Smaabørn, det
vil sige kaste dem op i Luften, og opfange dem paa Spydoddene. Det fortælles
endog udtrykkeligt om en Viking, ved Navn Ølver, der levede i første Halvdeel
af det 9de Aarhundrede, at han fik Øgenavnet «Barnakarl», fordi han ikke vilde
følge denne Skik1. Der fortælles ligeledes, at den sejrrige Viking enten lod sin
Modstander hænge, eller, som det heder, ristede en Blodørn paa hans Ryg, det
vil sige, flækkede Ribbenene fra Rygraden og drog Lungerne ud. Men det maa
vel merkes, at disse Grusomheder, at slutte efter den Maade, hvorpaa de i Sagaerne
omtales, snarere kunne siges at have udgjort en Deel af Vikingernes religiøse
Ceremonier, end at være udsprungne af nogen egentlig Grumhed i Sindelaget
eller Nationalcharakteren2. Sammenligne vi hine hedenske Vikingers Færd med
den Maade, paa hvilken andre til Christendommen omvendte germaniske Nationer
i Middelalderens første Aarhundreder plejede at føre Krig, da falder
Sammenligningen endog ubetinget ud til hine hedenske Nordboers Fordeel. Man vil
saaledes forgjæves i Nordens Krigshistorie, Vikingetogene iberegnede, finde Exempler
paa en saa udtænkt Grumhed og umættelig Blodtørst, som den, der ved de
mero-vingiske Kongers indbyrdes Stridigheder udgjorde det Sædvansmæssige og
Charak-teristiske. Og end vanskeligere vil man finde Exempler paa saadan Svig og
Troløshed, som den, der betegnede hine frankiske Kongers Krige. Vore Sagaer have
ikke efterladt os mange Beretninger om enkelte Krigeres Færd fra Vikingetidens
første Periode, men desto flere Oplysninger om Maaden, hvorpaa Vikingelivet i
Almindelighed yttrede sig; og disse Oplysninger lægge noksom for Dagen, at
1 Landnåma V. II. Ølver var en Sønnesøn af Snjall Vatnarssøn, se ovf. B. I. S. 281, jvf. Isl. Sögur I. p. 327.
2 Man maa ansee slige særegne Aflivelsesmaader for Offringer til Guderne for Sejren, jvfr. B. I. S. 200,
og Keyser, om Nordmændenes Religionsforfatning, S. 103. Ogsaa Villjam af Jumiéges fortæller,
umiskjendeligt efter nordiske, men overdrevne Sagn, at Vikingerne offrede Menneskeblod til deres Gud Thor,
1. II. Cap. 5; Duchéne rer. Norm. ser. p. 218.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
