Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90
VIKINGETOG
Vikingetogene i det Hele taget udførtes med en for hine Tider sjælden og med
Hensyn til Togenes Øjemed merkelig Ærlighed og Humanitet. Sandt er det, at
man fra et mere civiliseret Standpunkt paa en vis Maade kunde betragte det hele
Vikingevæsen som et Brud paa Humaniteten. Men fra dette Standpunkt er man
ej berettiget til at betragte det. Man maa engang for alle gaa ud fra, at
Vikingefærdenes Retmæssighed, Hæderlighed, ja endog Nødvendighed ansaaes som det
Givne, hvorom det ej engang faldt Nogen ind at nære Tvivl eller anstille
Betragtninger. Det var egentlig den samme Grundanskuelse af Forholdene, der her gjorde
sig gjeldende, som den, der sidenefter gjennem hele Middelalderen og langt ind
i den nyere Tid blandt alle germaniske eller med germaniske Elementer blandede
Nationer gjorde Krigerhaandverket til den hæderligste og den fornemste
Samfundsklasse nærmest tilhørende Syssel. Og just fordi Vikingefærden ansaaes for hæderlig,
og det betragtedes som en Æressag for den højbyrdige Yngling at have indlagt
sig Berømmelse og samlet sig Skatte paa Vikingetog, just derfor førtes disse i
Almindelighed paa en hæderlig Maade. Vi have ovenfor (B. I. S. 285) omtalt de Love,
Kong Half og Halfsrekkerne havde vedtaget. Er det end muligt, ja endog
sandsynligt, at disse Vedtægter tilhøre den senere romantiske Udsmykning af Sagnet,
vise de dog, hvilken Aand der i Almindelighed var raadende hos de bedre af
Vikingerne. Ej alene røber Bestemmelsen om Sverdets Korthed en ridderlig Kjækhed
og Modbydelighed for at skaffe sig nogen uærlig Fordeel ligeover for Fienden;
men Forbudet mod at hærtage Kvinder eller Børn røber endog en bestemt Stræben
efter Humanitet. I Ørvarodds Saga fortælles endog, umiskjendeligt efter gamle
Sagn, at Hjalmar den hugstore ved at slutte Staldbroderskab med Odd opstillede
som Betingelse, at denne skulde følge hans Vikingelove, blandt hvilke den
Bestemmelse forekom, at man aldrig skulde spise raat Kjød, aldrig plyndre Kjøbmænd
eller Bønder, uden forsaavidt man i yderste Nød trængte til Strandhugg, aldrig
at plyndre eller mishandle Kvinder. Og troværdige Beretninger om enkelte
Vikingers Tog, som ere os levnede, og som vi i det følgende komme til at meddele
hver paa sit Sted, vise ogsaa, at det først og fremst var den ridderlige Vikings
Opgave at opsøge andre Vikinger for at maale sig med dem. Der gives Exempler
paa, at ved slig Kamp den af Parterne, som havde Overmagten af Folk eller Skibe,
undlod at benytte sig deraf, men kun brugte saa stor en Styrke, som svarede til
Modstanderens, medens den øvrige Deel ej fik Tilladelse til at blande sig i Kampen1.
Og efter en langvarig Kamp sluttede begge Høvdinger ofte Fred og Forbund, og
enedes om at fortsætte deres Tog tilsammen. Stundom stiftedes paa denne Maade
endog det fortroligste og meest opoffrende Venskab, f. Ex. mellem Hjalmar og
1 Ørvarodds S. Cap. 9.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
