Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vikingetogenes charakteer 91
Ørvar-Odd, og i en sildigere, mindre fabelagtig Tidsalder mellem Ingemund den
gamle og Sæmund den syderøiske1.
Den egentlige Aarsag og Anledning til Vikingetogene have vi allerede ovenfor
nævnt, hvor der var Tale om den germaniske Følge-Institution og Kongenavnets
Oprindelse. Tacitus’s Ord, at det blandt Germanerne ansaaes som Tegn paa
Dorskhed og Ladhed, at erhverve sig ved sin Sved, hvad der kunde erhverves
ved Blod, gjelder ogsaa for vore Forfædre. Men det var en nødvendig Følge af
de nordiske Landes særegne Beskaffenhed og Nordboernes særegne Leveskik, at
de Krigsbedrifter, som i de øvrige germaniske Lande udførtes til Lands, af vore
Forfædre især udførtes til Søs. Og hvad enten de udførtes til Søs eller Lands,
fulgte det af Befolkningens Spredthed i Norden, at der her ikke saa hyppigt som
i Tydskland og Frankrige kunde samle sig større Hærmasser under een Mands
Overanførsel, men at der dannede sig mange mindre, af hinanden indbyrdes
uafhængige Krigerhobe, der hver for sig handlede paa egen Haand, og vistnok ikke
sjælden forenede sig i større Flokke, dog med Iagttagelse af fuldkomment
Ligheds-forhold mellem de enkelte Høvdinger. Derfor finde vi og i Norden en saadan
Mængde af Konger uden Rige, hvis Undersaatter kun var deres Krigsfølge, og
som kaldtes Hærkonger, eller, naar de især gjorde Søkrigen til deres Syssel, Søkonger;
eller Næskonger, naar de kun havde Tilhold paa et Næs eller en Udkant af Landet.
Slige Hærkonger eller Søkonger omtales, som vi have seet, allerede fra de tidligste
Dage af vore Forfædres Tilhold i Norden. Men deres Bedrifter indskrænkede sig
da kun til Nordens egne Kyster og Østersøen, hvor de ej engang synes at have
holdt sig til Sydsiden, men alene til Danmarks og Sveriges Kyster, og, naar det
kom højt, at have sejlet forbi Gotland eller over Aalandshavet til Austrrike, der
deels selv endnu ansaaes for en Deel af Svithjod i vidtløftig Forstand2, deels ogsaa
var befolket af lettiske og tschudiske Folk (Kurer, Liver, Ester, Hæmer og Kareler),
hvilke Nordboerne, og især Sviarne, ansaa for deres naturlige Fiender, og hvis
Lande de betragtede som deres retmæssige Bytte3.
Men først i det 8de Aarhundrede begyndte, som vi have seet, Nordboernes
Tog til de vesteuropæiske Kyster. Som en rimelig Grund til at de ej før fandt
Sted, kan man vistnok anføre den, at det først var Erobringen af Sønderjylland,
1 Ørvarodds S. Cap. 9, 10. Vatnsdøla S. Cap. 7.
2 I Alfreds geographiske Udsigt i hans Oversættelse af Orosius heder det udtrykkeligt (Barringtons
Udg. S. 21): «Burgunderne (Bornholmsboerne) have vestenfor sig den samme Arm af Søen (Østersøen),
Sviarne nordenfor; og Sarmaterne østenfor, . . . Sviarne have søndenfor sig den samme Arm af Søen,
østenfor sig Sarmaterne, mod Nord hiinsides Ørken Kvænland, mod Nordvest Skridefinnerne, og mod
Vest Nordmændene». Altsaa regnedes Sviarne endnu ved 880 lige til Grændsen mod Sarmaterne.
8 Olaf den Helliges Saga Cap. 79.
7 — Munch: Det norske Folks Historie. II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
