Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DERES OPRINDELSE
93
Uagtet Navnet «Vikinger» i Sagaerne stundom findes anvendt om de Krigere,
der tidligere end det 8de Aarhundrede droge ud paa Herjetog, synes det dog først
efter denne Tid at være blevet ret almindeligt, og man skulde være fristet til at
antage, at det kun ved en Misbrug hos sildigere Forfattere er blevet udstrakt
til hine ældre Tider. Det er en merkelig Omstændighed, at vore Forfædre aldrig
brugte at kalde Krigstog til Østersøen Austrviking. De kaldte det at drage i
Austrveg. Navnet «Viking» var derimod forbeholdt Vesten. Her hed det, «at fare
i Vesterviking», og naar man hist og her finder den Talemaade slet og ret «at fare
i Viking», maa den i de fleste Tilfælde forklares om Krigstog til Vesterhavets Øer
og Kyster. Ogsaa Anglerne kjendte Ordet «Viking», men de brugte det alene om
de nordiske Søkrigere, og de synes derfor at have lært det af disse. Man kunde
saaledes føie sig fristet til at udlede Navnet af Stedsnavnet Vik, nemlig Viken
i Norge, hvorfra Sigurd Rings og Ragnar Lodbroks Krigstog først udgik, og
antage, at Ordet Vikingr saaledes allerførst har betegnet «en Indbygger af Viken»,
og siden er blevet udstrakt til alle nordiske Sø- og Kyst-Røvere i Almindelighed.
Men da man ved Siden af vikingr ogsaa har Ordet viking, der betegner Vikingens
Syssel, maa man dog nok heller udlede begge disse Ord af vik i den almindelige
Betydning af «Indbøjning», «Vig», fordi det just var Vikingernes Skik at lægge
ind i Vige og Bugter, for her enten at lure paa andre Skibe, eller at gjøre Landgang.
Ordet kan imidlertid ikke være blevet almindeligt førend efter at Togene til Vesten
havde taget sin Begyndelse.
Den germaniske Følge-Institution maatte i en dobbelt Henseende fremavle^
Vikingetog i Norden. Ej alene var den i og for sig grundet paa den Forestilling,
at den største Ære for fribaarne Mænd var at vinde ved Krig, men i Norden, hvor
de fredelige Næringskilder vare færre og Livsopholdet, især paa hine Tider,
forbundet med større Vanskeligheder end i sydligere Lande, maatte det næsten være
umuligt for den anseede Høvding at holde et nogenlunde anstændigt Følge om sig,
uden at skaffe sig de nødvendige Midler hertil ved Krigsforetagender, først til
andre Fylker, siden til fremmede Lande. Og naar man engang havde faaet Smag
paa at samle Gods ad denne Vej, faldt det saa godt som af sig selv, at man omsider
gjorde Krigstog ikke længer for den blotte Hæders og den strenge Nødvendigheds
Skyld, men for at samle virkelige Rigdomme. At erhverve Hæder (leita sér sæmdar)
og skaffe sig Gods (afla sér fjår), anføres derfor sædvanligt i vore Sagaer som de
Øjemed, hvori Vikingetog bleve foretagne; man maa kun vogte sig for stedse at
antage den blotte Erhvervslyst som Hoveddrivefjedren. Undertiden var det vel
vanskeligt nok at drage Grændsen mellem en Handelsrejse og et Vikingetog.
Kjøbmanden maatte paa sine Rejser være beredt paa at forsvare sit Liv og sit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
