Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
94
VIKINGETOG
Gods, thi ikke alle Vikinger vare saa liberale som Hjalmar; og en Skibsbesætning
af modige, vel bevæbnede Kjøbmænd kunde vel ikke sjælden, hvor Lejlighed
gaves, faa Lyst til at foretage en liden Plyndring. Omvendt vare Vikingerne
ogsaa ofte i den Nødvendighed at maatte kjøbslaa, især hvor det gjaldt at afhænde
deres Bytte; ved slige Lejligheder plejede de at slutte et slags Stilstand, enten paa
visse Dage eller paa ubestemt Tid med en vis foreskreven Opsigelsesfrist fra hver
Side; saa længe Stilstanden varede, kjøbsloge de nok saa fredeligt med
Indbyggerne, men naar Stilstanden, eller som det hed, Freden var opsagt, vare de
berettigede til at herje, og Indbyggerne til at værge sig mod dem som de bedst kunde.
Slige Aftaler holdtes, som det synes, i Almindelighed samvittighedsfuldt. Ofte
hændte det ogsaa — Exempler derpaa ere allerede i det foregaaende nævnte —
at Indbyggerne af en Kyst eller Havn tilkjøbte sig Fred mod en vis Kontribution;
det var en formelig Brandskatning, en mere fredelig og med færre Grusomheder
forbunden Maade for Vikingerne at erhverve Bytte paa. Der var imidlertid et
Slags Bytte, efter hvilket Vikingerne vare gridske, og som paa hine Tider spillede
en stor Rolle i alslags Handel og borgerligt Samkvem, men som ikke let paa fredelig
Maade kunde erhverves, nemlig Trælle. Vi læse i de fleste udenlandske
Beretninger om! Vikingernes Angreb, at de bortførte en Mængde Mennesker, baade
Kvinder og Børn. Forsaavidt disse ikke strax løskjøbtes af deres Frænder og Venner,
hvortil der vel som oftest gaves Anledning, bleve de af Vikingerne enten
hjembragte for at tjene som Huustrælle, eller førte til de Trællemarkeder, som holdtes
hist og her i Norden, fornemmelig paa de større Søhandelspladse. Vore Sagaer
og gamle Lovbøger tale derfor meget ofte om «hærtagne» Trælle eller Trælkvinder.
Det blotte Fangenskab ved Vaabenmagt var strengt taget nok til at gjøre endog
den fribaarne Landsmand til Træl1. Der tales om «østerlandske» Trælle (d. e.
Trælle fra Austrveg)2; om tydske Trælle, og i det 9de Aarhundrede isærdeleshed
om irske Trælle, af hvilke flere endog udtrykkelig nævnes, og altid ere kjendelige
ved deres gaeliske Navne.3
Et Slags Ran, som endog de humanere Vikinger sjælden toge i Betænkning
at tillade sig, og som vel endog Kjøbmænd ofte, drevne af Nødvendighed, begik
paa fremmede Kyster, var det saakaldte Strandhugg, eller Nedslagten af det til
Besætningens Underholdning nødvendige Kvæg, som man kunde overkomme paa
en eller anden Kyst, man sejlede forbi. Saadant Strandhugg skede kun for
Selv-opholdelsens Skyld, ikke af Vindesyge; men da Ejerne af Kvæget ofte med væbnet
1 Se f. Ex. Egils Saga Cap. 5, hvor Berg-Anund gjør Paastand paa at Thora Hladhaand skal ansees
som Trælkvinde, fordi Bjørn Hauld havde røvet hende fra hendes Fader Thorer Herse.
2 Man austrænt, i Hornkloves Kvad, Fagrskinna Cap. 6.
* F. Ex. Melkolf (Mælcolm), Dufthak (Dubhthaeh) o. fl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
