Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
HARALD HAARFAGRE
mantisk Præg til at kunne fortjene Tiltro. Især er det Forsøg, der i dem begge
gjøres paa at fremstille Harald som en halv Christen eller som en Mand, der
allerede havde dyrket den eneste sande Gud, der havde lært at indsee og vovede
aabenbart at udtale sin Foragt for de hedenske Guder, øjensynligt udgaaet fra
sildigere christne Sagnfortællere, der ønskede at fremstille Nationens
Yndlings-helt, Landets første Enevoldskonge, i det bedste og for Middelalderens eensidige
Betragtningsmaade af Religionsforholdene gunstigste Lys.1 Ikke at tale om, at
de begge indeholde Anachronismer. Paa den Tid, da Harald ifølge Sagnet skulde
have sendt Bud efter Gyda, havde Gorm den gamle endnu ikke underkastet sig
Danmark; endog de samme Sagaer, der tale om Gyda, fortælle dog at Harald
siden egtede Ragnhild, en Datter af Kong Erik i Jylland, uagtet denne dog ikke
kunde være Konge i Jylland, hvis Gorm allerede havde erobret Landet, thi det
heder udtrykkeligt, at han ødelagde alle Konger lige til Slien. Og derimod paa
den Tid, da Harald ifølge det andet Sagn skulde have forlangt Ragnas Haand,
havde han allerede fældet Gandalf og hans Sønner, saa at der ej kunde være
Spørgsmaal om at optræde som deres Medbejlere til Nerid den raadspakes Arv.
Forresten, naar man indbyrdes sammenligner Sagnene, indeholder det om Ragna
de fleste Tegn paa Ælde og Troværdighed. Det beskriver Enkelthederne
nøjagtigere, det veed at gjøre Regnskab for Ragnas Herkomst, for Stedet, hvor
Begivenheden foregik, ja endog for Anledningen til en Lovbestemmelse, som
sidenefter virkelig var gjeldende2, medens det i Fortællingen om Gyda allerede
i sig selv er usandsynligt, at hun, hvis Fader Erik, Konge paa Hørdeland, var
en af Haralds Fiender og greb til Vaaben imod ham for at standse hans Erobringer,
selv skulde have givet ham den første Opfordring til at begynde sit
Erobrings-foretagende. Det er heller ikke i sig selv usandsynligt, at Krigene med Gandalf,
der efter den sædvanlige Fremstilling kun skulde have fundet Sted i de to første Aar
efter Haralds Regjeringstiltrædelse, have optaget en længere Tid, og at Gandalfs
Sønner, eller rettere hans Søn Hake, saaledes endnu kan have været i Live, da
1 Der sigtes upaatvivlelig hertil ved de Ord, der i den vidtløftigere Olaf Tryggvesøns Saga Cap. 167,
lægges Olaf Tryggvesøn i Munden i hans Tale til Thrønderne efter Jærnskegges Død: «Kong Harald var
en Hedning og kjendte intet til Gud, men lod dog dræbe alle de Mænd, som han vidste vare de rammeste
i Trolddom og Fandens Tjeneste; det findes ogsaa i hans Ord at han ventede nogen Hjelp af den, der
havde skabt ham, skjønt han ej havde fuld Kundskab om, hvo den Gud var».
1 I den ældre Gulathingslov Cap. 198 og 199: «Naar en ættbaaren Kvinde lader sig forføre af en Træl,
skal hun gaa i Kongens Gaard og løse sig derfra med 3 Mark.–Nu tager en Mand en Kvinde med
Vold, og bliver han overbeviist derom, da bliver han utlæg, eller gjelde 40 Mark, og bøde hende dobbelt
Ret». — Lidt underligt er det dog, at denne Bestemmelse skal findes i Gulathingsloven, da det ifølge
Sagaen maatte være Eidsivathingsloven, hvori den var optagen. Men Eidsivathingsloven er tabt, og det
er altsaa dog en Mulighed for, at Bestemmelsen ogsaa har staaet i den, men senere er bleven optagen i
G ulathingslo ven.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
