Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132 HARALD HAARFAGRE
Dag kaldte han dem til sig, roste dem for deres Troskab og Dygtighed, og tilbød
Eyvind alle Thorolf s efterladte Ejendomme og Gods, tilligemed Sigrids Haand;
Ølve, sagde han, satte han saamegen Priis paa, at han ej vilde give Slip paa ham,
men agtede stedse at beholde ham hos sig. Brødrene takkede Kongen for den
Ære han viste dem, og tog imod Tilbudet. Eyvind egtede Sigrid, og blev ved
hende Stamfader til en berømt Slægt, der griber meget ind i de følgende Tiders
Historie1.
Ved Efterretningen om Thorolf s Død blev Kveldulf saa bedrøvet, at han
lagde sig til Sengs. Skallagrim bad ham at være ved godt Mod og tænke paa Hevn,
om de maaskee kunde see sit Snit til at fælde nogle af dem, der havde været med
ved Thorolfs Drab, eller andre, som Kongen gjorde meget af. Ølve Hnuva talte
imidlertid oftere til Kongen om det passende i at give Kveldulf og Skallagrim
anstændige Bøder, hvilket Kongen heller ikke ligefrem negtede, naar de kun begge
vilde indfinde sig hos ham. Da Kongen ud paa Sommeren drog over Oplandene og
Valdres til Vors, benyttede Ølve sig af Lejligheden, og besøgte Kveldulf i Fjordene,
for at overtale ham til at slutte Forlig. Han maatte nu fortælle den Gamle
om-stændeligen alt saaledes som det var gaaet til ved Thorolfs Drab, og da han kom
dertil, at Kongen selv havde givet ham Banesaar, og at Thorolf var falden grue
foran Kongens Fødder, blev han meget tilfreds, fordi det var et Sagn, at de dræbte
Mænd, der faldt grue, vilde blive hevnede, og Hevnen især ramme den, foran
hvilken de faldt. Ølve rykkede nu frem med sit Forslag, at han og Sønnen skulde
søge Kongen og forlange Bod; han sagde at de vilde have megen Hæder af denne
Rejse. Kveldulf undslog sig formedelst sin Alderdom, og Grim, eller Skallagrim,
som han sædvanlig kaldtes, vilde heller ikke i Førstningen, men lovede det dog
omsider paa Ølves indstændige Bøn. Dagen blev aftalt, naar han skulde komme,
og Ølve drog tilbage. Skallagrim begav sig til bestemt Tid paa Vejen, ledsaget
af tolv af sine største og sterkeste Huusfolk og Naboer. De roede ind i Osterfjorden,
gik op til Evangervandet, roede over dette, og kom til den Gaard, hvor Kongen
var til Gilde. Her lod Skallagrim Ølve kalde ud til sig; denne blev glad ved hans
Komme og bad ham følge med ind i Stuen. Skallagrim gik ind, selv sjette; de
øvrige sex bleve staaende udenfor for at passe paa Vaabnene, da det ej var tilladt
at komme bevæbnet ind for Kongen. Han stillede sig lige bagenfor Ølve, som
forestillede ham for Harald, og nævnte hans Ærende. Kongen saa med Forundring
paa den kæmpestore, skaldede Mand, og tilsagde ham Bod og stor Hæder, hvis
han vilde træde i hans Tjeneste. Men dette frabad Skallagrim sig til Kongens
store Ærgrelse, forlod strax Gaarden, og skyndte sig bort over Vandet. Kongen
1 Egils Saga, Cap. 21, 22.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
