Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SIGURD ORKNØJARL
143
(Oikel), hvis Bred (Ekkialsbakke) i lang Tid blev Hovedgrændsen for de orknøiske
Jarlers Erobringer i Nordskotland. Dog skulle Sigurd og Thorstein desforuden
have udstrakt deres Herredømme over Ross og Møræve (Moray), og opført en
Borg i den sydlige Deel af dette Landskab1. Sandsynligviis har Sigurd Jarl
forbeholdt sig den nordligste Deel af det erobrede Land, nemlig Katanæs og
Sudr-land, fordi det laa Orknø nærmest, medens Thorstein har faaet den sydlige Deel,
eller Ross og Moray, der strakte sig lige til Vesterhavet ved Øen Skye, og
saaledes laa Syderøerne og Irland nærmest. Det bliver saaledes vistnok bogstavelig
sandt, naar det heder, at Sigurd og Thorstein underkastede sig mere end
Halvdelen af Skotland. Over disse Besiddelser herskede Thorstein i nogen Tid med
Kongetitel, indtil endelig Skoterne, som det heder, svege og dræbte ham. Det
er denne Begivenhed, hvortil de irske Annaler synes at sigte, naar de fortælle,
at Oistin, Olafs Søn, Nordmændenes Konge, blev svegen og dræbt af Albanerne
(de sydlige Pikter) Aar 874 eller 8752. Da Aude erfarede sin Søns Død, opholdt
hun sig just paa Katanæs, hvor hun i al Stilhed lod bygge et Skib, og da det var
færdigt, sejlede hun med alle Thorsteins Børn og flere Venner og Frænder over
til Orknøerne, hvor hun en Tidlang synes at have opholdt sig, indtil hun endelig,
som nedenfor skal omtales, drog til Island. Sigurd Jarl har neppe længe
overlevet Thorstein; hans Endeligt beskrives paa en meget besynderlig Maade. Han
havde aftalt et Møde med den skotske Maormor Mælbrigda, og det var bestemt,
at hver af dem skulde indfinde sig til Mødet med 40 Mand. Mælbrigda opfyldte
Betingelsen punktligt, men Sigurd, der vilde svige ham, bragte 80 Mænd med
sig, idet han lod to og to Mænd sætte sig paa een Hest; han havde saaledes kun
40 Heste, og i Frastand saa det ud som om kun een Mand sad paa hver af dem.
Først da de kom i Nærheden, opdagede Mælbrigda Forræderiet ved at see to
Mands-Fødder paa hver Side af hver Hest. Men det var nu for silde; til at flygte
var der ej Tid, og han kunde alene opmuntre sine Mænd til at sælge deres Liv
saa dyrt som muligt. Sigurd angreb dem og fældte dem alle efter en kort Kamp.
Han lod sine Mænd afhugge de Faldnes Hoveder og fæste dem ved sine
Stigbøjleremme som Sejrstegn; selv førte han paa denne Maade Mælbrigdas eget Hoved.
Men Mælbrigda havde en udstaaende Tand, der i hans Levetid havde paadraget
ham et Øgenavn; denne Tand kom nu ved et Spring af Hesten til at hugge et
§aar i det tykke af Sigurds Læg; Saaret blev ondartet og bragte Sigurd omsider
Døden. Han synes ikke engang at have faaet Tid til at komme hjem til Orknø,
da det fortælles, at han højlagdes paa Ekkials Flodbred3. Fortællingen i sig selv
1 Flatøbogen, Skaalholt-Udgaven af Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 77. 2 Se ovenfor S. 83.
3 Flatøbogen, 1. c. Cap. 177.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
