Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KONGENS HUSTRUER. RAGNHILD. SNEFRID
149
og Mænd gave sig til at spotte Sendebudene, sigende at Kongen af Jylland
ikke var bange for Haralds Hær, at det ikke havde stort at betyde, om
Harald havde faret omkring indenlands og stredet med Smaabønder, og at de
danske Ravne og Ørne længe kunde sidde og sulte, hvis de skulde vente paa,
at Harald holdt noget ordentligt Slag. Dog samtykkede hun tilsidst i at give
Harald sin Haand, saafremt han forbandt sig til at afskedige alle sine forrige
Koner og Friller. Hertil bekvemmede ogsaa Harald sig, lod dem alle drage
hjem til deres Frænder, sendte Bud efter Ragnhild, og holdt Bryllup med
hende. Efter Nogles Sigende skal det kun have været 9 Koner, Harald
saaledes gav Afsked; Thjodolf eller Hornklove, der i sit Kvad omtaler dette, nævner
«holmrygske» (rogalandske), hørdske, heinverske (hedemarkske) og haalogalandske
Piger, hvilke Kongen gav Slip paa, da han tog den danske Hustru1. Harald og
Ragnhild havde en Søn, der efter Morfaderen opkaldtes Erik, senere bekjendt
under Tilnavnet «Blodøxe»; Kongen betragtede ham som den fornemste blandt
sine Sønner. Ragnhild levede kun tre Aar efterat hun kom til Norge2, og Harald
begyndte da igjen at leve med forskjellige Koner eller Friller. En af dem var
den skjønne Snefrid, med hvilken han blev kjendt ved et Julegilde paa Tofte i
Gudbrandsdalen. Efter det herom opbevarede Sagn skulde hun have været en
Datter af Finnen eller Jøtnen Svase, som ved dette Gilde fik Kongen til at besøge
ham i hans Gamme, hvor han fik Snefrid at see, og efter at have tømt et Bæger
Mjød, hun rakte ham, blev saa rasende forelsket i hende, at han strax vilde have
hende til Hustru, og fæstede hende endnu samme Dag. Han elskede hende,
fortælles der, med en Kjærlighed, som grændsede til Vanvid, saa at han i flere Aar
kun levede for hende og forsømte baade sit Rige og sin Værdighed; da hun, efter
at have født ham fire Sønner, døde endnu ganske ung, og hendes Lig ikke
forandrede Farve eller gik i Forraadnelse, skal han have siddet ved hendes Leje i
tre Aar, i Haab om at hun vilde levne op igjen. Alle hans Mænd beklagede ham
som vanvittig, indtil Thorleif spake endelig overtalte ham til at lade hendes Lig
flytte, for at Klæderne kunde skiftes under det; da skal Liget med eet være sunket
hen i Forraadnelse, saa at det i Hast maatte brændes, og Kongen kom til Fornuft
igjen. Da det i Tidens Løb just blev den fra Snefrid nedstammende Linje af
Haralds Efterkommere, som beklædte Norges Throne, maa man antage, at det
er denne Omstændighed, som har bragt Kongesagaernes Nedskrivere til at dvæle
ved dette Sagn; det har rimeligviis ogsaa holdt sig i den norske Kongeæt som
1 Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 21. Flatøbogen (Upphaf &c. Cap. 8), siger at Harald skilte sig
ved 10 Koner og 20 Friller.
2 Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 24.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
