Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ISLANDS BEBYGGELSE
155
med en Paakaldelse til Guderne om Held, og med det højtidelige Løfte at han
vilde opslaa sin Bolig der, hvor disse Søjler drev i Land. Denne Maade, saa at
sige at lade Guderne selv udvise det Sted, hvor man skulde nedsætte sig,
efterlignedes ogsaa af de fleste øvrige Nybyggere, som kom til Island, og man maa
næsten antage, at det har været en Skik, som fra umindelige Tider har hersket
hos vore Forfædre og vedligeholdt sig i Erindringen fra den Tid, da Norge selv
bebyggedes. Ingulf landede først ved det høje Forbjerg sydøstligst i Landet,
der efter ham har faaet Navnet Ingulf shøf de. Hjørleif derimod blev af Vind og
Strøm dreven længer mod Vesten; hans Vandbeholdning gik op, og de irske Trælle
gave nu det Raad at man skulde knade Meel og Smør sammen og spise det, hvilket
de kaldte «Minnthak»1; thi deraf, sagde de, tørstede man mindre. Det skede,
men imidlertid kom der Regn, saa Minnthaket blev overflødigt og begyndte at
mugne; derfor kastede de det overbord, og det drev i Land paa et Sted, der endnu
kaldes Minnthaks-Øre. Hjørleif landede endelig ved den sydligste Spids af Landet,
der efter ham er kaldet Hjørleif shøf de; her var en lille Fjord, hvor han løb ind
og begyndte at oprejse to Stuebygninger, den ene paa 18, den anden paa 19 Favnes
Længde. Her opholdt han sig om Vinteren; om Vaaren vilde han saa Korn, og
da han kun havde een Oxe, lod han sine irske Trælle drage Arden, medens han selv
og hans øvrige Folk vare beskjeftigede med at tømre Husene. En af Trællerne,
Dubhthach, foreslog nu sine Staldbrødre at de skulde dræbe Oxen og indbilde
Hjørleif at en Bjørn havde slaaet den; naar da Hjørleif og hans Folk spredte sig
ad for at lede efter Bjørnen, skulde de enkeltviis anfalde og myrde dem. De
gjorde saa, og deres lumske Plan lykkedes. De dræbte Hjørleif og hans Ledsagere,
men røvede deres Koner, Gods og Baad, og roede over til nogle Øer udenfor Kysten,
hvilke siden efter dem have faaet Navnet Vestmanna-Øerne. Her sloge de sig ned
indtil videre. Imidlertid havde Ingulf opholdt sig ved Ingulfshøfde, og sendte
om Vaaren to Trælle vestover langs Kysten for at see om de kunde finde hans
Andvegessuler. Da de kom til Hjørleif shøf de, fandt de Hjørleif s Lig, og vendte
strax om igjen for at melde Ingulf denne sørgelige Tidende. Han ilede til
Hjørleifs-høfde, og udbrød ved Synet af sin Vens Lig: «Den brave Mand var en bedre Skjæbne
værd, end at hans Trælle skulde blive hans Banemænd; men saaledes gaar det
dem, der ej ville blote». Han steg op paa Toppen af Forbjerget, og saa Øerne i
Sydvest; da faldt det ham ind at Trællene havde begivet sig did, siden Baaden
var borte. Han drog derud for at lede efter dem, og fandt dem ogsaa, just som
de sad og spiste; de løb forskrækkede hver til sin Kant, men han indhentede og
dræbte dem alle. Ingulf tog de røvede Kvinder med sig tilbage til Hjørleifshøfde,
I Af det gaeliske minn d. e. Meel.
II — Munch: Det norske Folks Historie. II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
