Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ISLAND. LANDNAMSMÆNDENES KAAR
189
at ingen Landnamsmand havde færre end ti Personer i sit Huus, medens mange
havde langt flere; femten Personer for hver af de 400 Landnamsmænd er saaledes
ikke formeget regnet; dette giver omtrent 6000 Mennesker ved Landnamstidens
Ophør; men da Folkemængden i de 60 Aar, Landnamstiden varede, maa have
tiltaget, kan man vist sætte den endnu højere. Den var, som det synes, neppe
udløben, da Hjaltesønnerne holdt deres berømte Arveøl, hvortil alle Høvdingerne
vare indbudne, og hvor Gjesternes Antal udgjorde 1200; og man kan dog neppe
antage, at hvert femte Menneske paa hver eneste Gaard skulde være dragen til
Gildet; endog hver niende vilde være vel sterkt: dette antyder en Befolkning af
over 12000. Noget over halvandet Aarhundrede senere, da Biskopsstolen paa Hole
oprettedes (1102), holdtes der Folketælling1, og da fandtes omtrent 4560 mere
formuende Bønder; regner man for hver af dem en Familie med Tyende paa 10
Mennesker, udkommer herved en Folkemængde af henimod 50000, der omtrent
er den samme, som den nuværende. At den i 160 Aar, efterat den første Tilgang
fra Norge var ophørt, skulde have kunnet forøge sig fra 12000 til 50000, synes
umuligt, den har altsaa omkring 940 neppe været under 25000.
Dette forklarer ogsaa, hvorledes det kunde gaa til, at Kong Harald, uagtet
Udvandringen forsaavidt maatte være fordeelagtig for ham, som han derved blev
disse farlige Modstandere kvit, og erhvervede mange Ejendomme ved at tilegne
sig de fleste Udvandredes Gaarde, dog tilsidst fandt den betænkelig, fordi den
gjorde Landet folketomt. Han forbød den derfor, men lod sig dog siden bevæge
til at ombytte Forbudet med en bestemt Udvandrings-Afgift, de saakaldte
Landører, eller fem Ører Sølv, hvilke enhver Udvandrer engang for alle skulde betale2.
Og denne store Tilstrømning gjorde ogsaa de ovenfor omtalte Indskrænkninger
i Landnamsfriheden nødvendige. Tidligere havde man ofte taget Land i
Besiddelse paa en langt nemmere Maade, end den højtidelige Omfaren med Ild, nemlig
ved at rejse Merkestænger, gjøre Merker i Fjeldene, hugge sin Øxe fast, afskyde
en Piil, hvorpaa et Stykke brændende Tønder3 o. s. v. Elvene og Bjergene vare
her, som andensteds de naturlige Grændser, efter hvilke Landnamsmændene
rettede sig. Allerede temmelig tidligt begyndte enkelte Nybyggere, der ej fandt
noget uoptaget Land, der behagede dem, at kjøbe Land af de ældre Besiddere;
1 Islendingabok Cap. 10. 2 Islendingabok Cap. 1.
8 Ævar Ketilssøn i Blandadalen rejste Stang (Landn. III 5.), Roskell i Svartaadalen ved Skagafjorden
sendte en Træl for at undersøge Landet, og denne satte ned en nys afbarket Stang (Landn. III 7.), Nattfare,
Gardars Træl, hug Merker i Træerne (Landn. III 19.), Anund Viss skød en Tønderpiil over Aaen (Landn. III 8.)
— Thorstein Svarfad hug Merker i Fjeldene, brød sin Kam itu og lagde den tillige med Penge paa
forskjellige Steder (Svarfdøla S. Cap. 10). Einar Thorgeirssøn med to Staldbrødre helligede sig Øxarfjord,
ved etsteds at hugge en Øxe i Fjeldet, et andet Sted at sætte en Øm op, paa det tredie Sted at rejse et Kors.
(Landn. IV 20).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
