Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
190
HARALD HAARFAGRE
de af disse, der havde Land til Overflod, forærede stundom Stykker deraf til senere
ankomne Kolonister, men da en Gave kunde tilbagekaldes, et Kjøb ikke, ansaa enkelte
sig ikke ret betryggede uden ved at give en Betaling, idetmindste for et Syns
Skyld1. Det kunde ved første Betragtning synes besynderligt, at de norske Haulder,
der havde forladt deres Fædreland for en stor Deel af Misfornøjelse over, at Kong
Harald havde frataget dem deres Odel, dog ikke overførte Odels-Navnet og
Odels-Vedtægterne paa deres nye Besiddelser, ja at endog Ordet «Odel» ikke engang
findes i den ældre islandske Lovgivning. Aarsagen er dog ved nærmere
Eftertanke ikke vanskelig at paa vise. Ved Odel tænkte man sig nemlig, som ovenfor
(B.I.S. 112) udviklet, den i Familien fra umindelige Tider nedarvede fælles
Grundejendom, og ethvert Medlem af denne Familie var odelsbaaren til Ejendommen,
lige meget om han havde den under sin Bestyrelse eller ej. Den norske Hauld
eller Odelsbaarne, der nedsatte sig paa Island, ophørte dog ikke derfor at være
odelsbaaren til sine Fædrenebesiddelser i Norge2. Kong Harald kunde ved et
Magtsprog erklære sig for Odelsgodsets Ejer, men de Odelsbaarnes Fordringer
vedbleve lige fuldt, saavel som den personlige Anseelse, Odelsbyrden medførte.
Det kunde saaledes ikke falde nogen udvandret Hauld ind, at kalde sine nye
Besiddelser paa Island sin Odel, da Odelsnavnet medførte Begrebet om nedarvet
Ætte jord og aldeles udelukkede Forestillingen om nogen nys optagen, hidtil
herreløs Grundejendom. For at kunne kaldes Odel maatte Ejendommen have en
Historie. I Tidens Løb kunde dog, som det synes, Ejendommene paa Island ogsaa
have gaaet over til at blive Odel, forsaavidt som de nedarvedes i Ætten, og virkelig
fik en Historie. Og det er vel heller ingen Tvivl om, at hvis Nogen havde opkastet
sig til Konge eller Jarl paa Øen, og tilegnet sig Overejendommen over alt
Jordegods, da havde man og sagt om ham, at han erklærede sig for Ejer af alt Odel
i Landet. Men nu indtraf intet saadant Tilfælde, hvorved Islændingerne fik
Anledning til at tale om deres Odel. Der var ingen, som gjorde Høvdingerne deres
Ejendomsret stridig, eller som truede med at indføre en Feudalforfatning. Man
kan saaledes sige, at Odelsbegrebet kun hvilede i Folkets Bevidsthed, uden dog
ligefrem at udtales.
Landet selv var i hine Tider mere indbydende end nu. Der fandtes da Skove
i Dalene, medens der nu i det Højeste findes Krat3; de afgave sommesteds Tømmer,
1 Landn. V. 14.
1 I Floamanna S. Cap. 12, 14, 17 fortælles udtrykkeligt, hvorledes Thorgils Thordssøn paastod og fik
erkjendt sin Arveret til de Ejendomme i Sogn, der havde tilhørt hans Oldefader Haastein, Atle Jarls Søn.
8 Skove omtales paa flere Steder, saaledes i Skallagrims Landnam (Landn. I. 19. Egils Saga Cap. 28);
i Ingemunds (Vatnsdøla Saga Cap. 15); ved Botn, hvor Aavang den irske boede, var Skoven saa stor, at han
kunde bygge et Havskib af Tømmeret (Landn. I. 14); Olaf paabyggede det prægtige Hjardarholt
Husebygninger deels af Hjemtømmer, deels af Drivtømmer, (Laxdøla Saga Cap. 24) o. s. v.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
