Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192
HARALD HAARFAGRE
de Udvandringslystne i Øjnene, foruden den Fordeel, at det afgav et Fristed mod
virkelig eller indbildt Undertrykkelse. Paa en Tid som denne, da man ikke engang
i Egne, langt mere begunstigede af Naturen, ret forstod at benytte Naturens
Frembringelser til dermed at gjøre sig det daglige Liv bekvemt og behageligt,
kunde Islands nordligere Beliggenhed og virkelige Mangler ikke i og for sig
forekomme vore Forfædre afskrækkende; snarere ventede de sig der et mageligere
Liv, og fremfor Alt den Selvraadighed, som de ej længer kunde udøve hjemme.
Man kan vistnok saaledes betragte Islands Forfatning, især strax efter
Land-nams-Tiden, som en Fortsættelse og videre Uddannelse af den Tilstand, under
hvilken de mægtige Herser og Haulder i Norge havde boet før Erobringen, og som
det kostede dem mere at give Slip paa, end at forlade deres gamle Odel- og
Ætte-Jorder. Og derfor er Islands Oldhistorie os Nordmænd isærdeleshed vigtig. Den
er en Afspejling af Norges egen, i Forglemmelsen begravne Oldhistorie; den lader
os ane, af hvad Slags de Begivenheder vare, der have fundet Sted i vort
Fædreland, om de end ikke ere optegnede.
Om Maaden, paa hvilken Udvandrerne ved Ankomsten indrettede sig, er der
allerede ovenfor talt. Grunden eller Jordejendommen i Landet kom udelukkende
i Høvdingernes Hænder. De første Landnamsmænd toge overordentlig store
Strækninger i Besiddelse, de senere ankomne noget mindre; hvad Enhver ej ret
godt selv kunde raade med, overlod han til andre, men det øverste Høvdingskab
forbeholdt han sig dog selv, og den Maade, hvorpaa det lettest vedligeholdtes,
var at oprejse et Hov eller Tempel og indrette et Thingsted1. Men enhver af de
første Grundejere medbragte ogsaa Trælle og Frigivne; til de sidste bort byggede
han enkelte Dele af sin store Ejendom, og de bleve saaledes hans Landseter eller
Lej lændinger; de meest betroede af Trællene anvendte han ofte til at bestyre de
længere bortliggende Gaarde, som han forbeholdt sig selv; disse Trælle fik
sæd-vanligen ogsaa tilsidst Friheden, og bleve da enten ligeledes Lejlændinger, eller
belønnedes for større Fortjenester, med at faa en Gaard til Ejendom2. Ogsaa fattige
1 Se herom, hvad ovenfor er berettet om Thorolf Mostrarskegg. Om Maaden, hvorpaa en mægtig
Kolonist skaffede sig Høvdingskab over andre, giver især Rafnkells Saga god Oplysning, nemlig S. 5:
«Rafn-kell bebyggede den hele Dal, og gav Folk Land, men vilde dog være deres Overmand, og tog Godord
(Gode-Embedet) over dem; han tvang Mændene i Jøkulsdal til at blive hans Thingmænd» — og senere, efterat
han var flyttet (S. 24): «Folk toge da især Land i Heredet (ved Lagarfljot); ingen fik Lov til at sidde i Fred,
uden at bede Rafnkell om Lov, alle maatte forbinde sig til at understøtte ham, hvorimed han lovede dem
sin Beskyttelse; paa denne Maade lagde han alt Landet under sig østenfor Lagarfljot, og dette Thingdistrikt
blev meget større og folkerigere, end det, han tidligere havde haft».
2 Om Forholdet mellem Jorddrotten og Landseterne indeholder især Hønsethores Saga Cap. 2, 3,
gode Oplysninger. Blundketil havde 30 Lejlændinger; i paakommende Tilfælde bestemte han, hvor meget
Kvæg enhver af dem skulde slagte for at Dyrtid kunde undgaaes, altsaa udøvede han fuldkommen
Politimyndighed over dem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
