Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194
HARALD HAARFAGRE
Sundafylder, gjorde sig fortjent af Isafjordens Beboere ved at betegne
Fiskegrundene1. Og de Foranstaltninger, der senere bleve trufne med Hensyn til
Landets Lovgivning og Regjering, vidne om en høj Grad af Almeenaand2.
Denne Almeenaand og dette Maadehold hos de første Nybyggere er saa meget
mere paafaldende, som de fleste af dem havde været Vikinger, ja tildeels endog
kom friskt fra Vikingetog: de vare saaledes vante til, i Et og Alt kun at stole paa
sig selv og lade det komme an paa den Sterkeres Ret. Men det tjener, som saa
meget andet, til at vise, at det nordiske Vikingeliv ikke kan bedømmes efter vore
nuværende Begreber om Folkeret og borgerlig Orden: det udsprang hverken af
Blodtørstighed eller Vindesyge, men det betragtedes deels som en nødvendig
Krigsskole for Ynglingerne af Høvdingestanden, deels som en hæderlig
Næringsvej. Hjemkommen til sin Gaard var Vikingen ikke mere Kriger, men kun Bonde,
som de øvrige, og hvad han beholdt tilbage fra Vikingeaarene, var kun større
Livserfaring, Selvtillid og Uforfærdethed til at forsvare Sit og Sine, hvor det
gjaldt3. Derfor vedblev ogsaa paa Island, saa længe Vikingetiden varede, den
Skik, at Høvdingerne i deres Ungdom, enten paa eget Skib eller i Følge med andre,
droge i Viking. I det Hele taget fortsattes den i Norge tilvante Levemaade, kun
med de Forandringer, Øens særegne Vilkaar gjorde nødvendige. Agerbruget kunde
paa Island, om det end dreves, alene spille en ubetydelig og underordnet Rolle,
derimod blev Fædrift og Fiskeri Hoved-Næringsvejene, især Fædriften, der meget
tidligt naaede en betydelig Højde4. Hvad der allerede tidligt blev et særegent
Træk i Islændingens Nationalcharakteer, var Lyst til at opbevare og fortælle
historiske Sagn, og Færdighed i at udøve Skaldekunsten. Begge Dele, saavel
Saga-Fortælling som Skaldevæsenet, naaede paa Island en høj Grad af Udvikling,
tildeels endog højere, end i Moderlandet selv; det var ligesom om Islændingerne
paa den Maade vilde bøde paa, at deres 0 ingen egentlig Historie havde. Man
maa fornemmelig søge Grunden til denne Aandsretning hos Islændingerne i Øens
afsondrede Beliggenhed, der medførte, at Beretninger om disse Begivenheder ej
hørte til Dagens Orden, men kun nu og da lej lighedsviis kom til Landet, og derfor
baade væntedes med mere spændt Opmerksomhed, og maatte meddeles med større
Omhyggelighed, Orden og Vidtløftighed, end det ellers vilde have været
nødvendigt5. Derved blev Talentet til og Øvelsen i at iagttage og fortælle paa en tiltræk-
1 Se ovenfor S. 180. 2 Se nedenfor S. 200.
3 Endog de fornemste Høvdinger forsmaaede ikke at saa og høste deres Agre, f. Ex. Gunnar paa Lidar-
ende, (Njåls Saga Cap. 73), Sigmund Thorkelsson paa Tveraa (Vigaglums Saga Cap. 8), o. fl.
4 Herom vidne de fleste Sagaer fra Øens ældre Dage.
5 Det var altid sædvanligt, ved et Skibs Ankomst, at de Omkringboende, oftere endog langvejsfra,
strømmede til for at høre Nyt fra det øvrige Europa, især naturligviis fra Norge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
