Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200
HARALD HAARFAGRE
Thinget selv bestemtes at skulle holdes ved Udgangen af den 9de Sommer-Uge1,
og vedvarede sædvanligviis i 14 Dage. Her afgjordes deels Retstrætter, deels,
hvad der var det vigtigste, alt hvad der vedkom Landets fælles Styrelse og
Lovgivning. Den Autoritet, i hvis Hænder disse vigtige Anliggender vare nedlagte,
med andre Ord, Landets egentlige Regjering, kaldtes Lagretten, og bestod i
Førstningen, som det synes, alene af Goderne, af hvilke enhver medtog tvende
Raad-givere; disse Goder valgte ogsaa den saakaldte Lovsigemand, (lögsögumaör), der
var Lagrettens Forstander og forpligtet til at fremsige Loven paa Althinget,
hvilket Arbejde han i det seneste i tre Aar skulde have fuldført, for derefter at
begynde paa ny igjen2. Dette var nødvendigt i den Tid, da man endnu ikke havde
nogen skreven Lovbog. Lovsigemandens Embede var i Begyndelsen paa Livstid.
Det var ham, som aabnede Althinget ved at lyse Fred og almindelig Trygd. I
Lagretten gjorde Stemmefleerhed Udslaget, dog saaledes at naar Lovsigemanden
var i Minoriteten, udfordredes paa den anden Side i det mindste to Stemmer flere.
Derhos maatte enhver Stemmegivende beedige sin Mening, hvis ikke Minoriteten
var under tolv.
Paa denne Maade fik Island en, hvorvel mangelagtig, dog efter
Omstændighederne nogenlunde taalelig Statsforfatning. Den tilvejebragte i alle Fald et vist
Sammenhold og en ikke ubetydelig Grad af Almeenaand i Landet, om den end
ikke kunde udelukke megen Selvraadighed, ligesom den heller ikke var beregnet
paa at modarbejde, men snarere paa at vedligeholde det Aristokrati, som allerede
ved selve Bebyggelsen blev det herskende i Landet. Den egentlige Magt var hos
Goderne, og denne Magt udøvede de ogsaa i fuldeste Maal. At Ærgjerrighed,
Herskesyge og Hensyn til egen Fordeel temmelig ofte maatte bringe Høvdingerne
i blodig Strid med hinanden til Trods for Lovgivningens Bestemmelser til
Overholdelse af Landefreden, er under disse Omstændigheder ikke at undres over;
man maa snarere finde det merkeligt, at Loven endda overholdtes og agtedes saa
meget, som man af mange Exempler seer at den virkelig, og det endog i
Hedendommens og Vikingevæsenets Tider, blev overholdt og agtet. Thi om end enkelte
overmodige Mænd satte sig ud over Lov og Ret, underkastede dog den større
Fleerhed sig villigen Lovens Bud, og sædvanligviis maatte hine ogsaa i Længden
bukke under for deres egen Selvraadighed. Det maa have været
Overbeviis-ningen om Nødvendigheden af Strenghed i denne Henseende, som har givet
Anledning til, at Islands ældre Lovgivning i sine Bestemmelser om personlige For-
1 Altsaa omtrent ved St. Hansdags-Tid. Islendingabok Cap. 2, 3, 7.
2 Man maa ikke forvexle Ordet lögsögumaör (Lovsigemand) med lögmaör (Lagmand) hvilket i disse
ældre Tider kun betegner «Lovkyndig».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
