Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
204
HARALD HAARFAGRE
havde de fuldkommen Brugsret, men kunde naturligviis ikke sælge eller afhænde
det, ligesom det heller ikke var nogen fast Regel, at Sønnen skulde arve det efter
Faderen, uagtet det vel sædvanligviis var Tilfældet; 3) Krongodset, eller de Gaarde,
Kongen forbeholdt sig som virkelig og umiddelbar Ejendom, og som han lod
bestyre ved sine Aarmænd. Da den største Mængde af Udvandrerne var fra
Gula-thingslagen, er det vel og sandsynligt, at de fleste kongelige Besiddelser, saavel
middelbare som umiddelbare, vare beliggende der. Man maa derhos antage, at
det engang til Bortforlening anslaaede Gods sjælden eller aldrig blev inddraget
igjen til Krongods, men, hvad enten det nu overlodes til den sidste Besidders
Arving eller til en Anden, der ej var beslægtet med ham, betragtedes som knyttet
til en bestemt Lendermands- eller Jarle-Tittel, ligesom det vel ogsaa stundom,
da disse Lenstitler begyndte at attraaes som Udmerkelser, hændte, at fornemme
Ejere af udstrakt Jordegods tilbøde at tage dette til Len, mod at faa Titlen (feudum
oblatum). Disse trende Slags Jordegods maa allerede paa Haralds Tid have dannet
tre aldeles bestemt afsondrede Klasser, der i Tidens Løb, paa Grund af de senere
indtrædende Forandringer, endnu skarpere adskilte sig fra hinanden.
Kongens sædvanlige Indtægter bestode altsaa først og fremst i hvad hans
talrige Gaarde af ga ve; dernæst i to Trediedele af den Skat eller Landskyld,
Bønderne forøvrigt maatte give, og af Sakøren (Bøder og Ejendomsforbrydelser),
og endelig i visse Regalier, af hvilke Finneskatten og Finnehandelen allerede ere
nævnte1; hertil kommer ogsaa Retten til herreløst Gods eller forladt Arv
(dåna-arf), der overalt i Norden, maaskee endog i hele den germaniske Verden, synes
at have været uadskillelig fra Høvdingedømmet, og endelig Forkjøbsret til Varer,
ankomne udenlands fra, en Ret, der ogsaa udøvedes af Goderne paa Island, og
som derfor maa have tilhørt Herserne i ældre Tider før Harald Haarfagres
Erobring2. Den Forretning, at opkræve og indbetale alle disse Indtægter, kaldtes det
kongelige Ombud (umboö) eller Syssel (sysla). Den synes paa Harald Haarfagres
Tid fornemmelig at have været udøvet af hans Aarmænd eller Gaardsfogder,
hver i sit bestemte Distrikt; vel ogsaa af Jarlerne og Lendermændene, dog
rimeligviis saaledes, at de ej befattede sig med den egentlige Indkrævning3, men kun
understøttede Aarmændene, hvor det behøvedes, og modtoge i Kongens Navn
1 Se ovenfor B. I. S. 309, B. II. S. 114.
2 Exempler herpaa saavelsom paa Kongens Paastand om Ret til Dannefæ ville i det Følgende oftere
forekomme.
3 Det heder i Snorres Harald Haarfagres Saga Cap. 6 om Jarlerne, at de skulde dømme Lov og Landsret,
og «hente» d. e. oppebære Sagøre og Landskyld, samt at hver Jarl havde 4 Herser under sig, dog behøver
dette ej at forklares som nogen direkte Opkrævning, hvilken de vist ansaa under sin Værdighed. En anden
Sag var det, hvor det gjaldt at optræde med Myndighed, og paa een Gang at erhverve et større Beløb, som
f. Ex. da Grim Herse gjorde Paastand paa Bjørn gautskes Efterladenskab.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
