Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EGIL SKALLAGRIMSS ØN
229
Tilbud af Arinbjørn var noget overilet, i Betragtning af Kong Eriks Sindelag
mod Egil. Men Arinbjørn svarede, at hvor Egil var denne Vinter, vilde ogsaa
han være, og Thore maatte finde sig i, hvad der var aftalt mellem Vennerne.
Han fandt det dog raadeligst, at begive sig til Kongen, for at bede ham ej at
tage ham Egils Vinterophold ilde op. Kongen sagde, at han for hans Skyld vilde
finde sig deri, men at det ej vilde have bekommet nogen anden vel. Gunnhild
derimod bebrejdede Kongen hans Eftergivenhed og spurgte om han da regnede
Baards Drab for intet. «Du søger altid mere end Andre, at ophidse mig til
Grumhed», svarede Kongen; «mit engang givne Ord vil jeg ikke bryde»1.
Den følgende Vaar skulde der være et stort Blot ved Hovet paa Gaule, der
fremdeles var det fornemste Hoved-Hov paa denne Kant, og blev talrigt besøgt
af Folk baade fra Fjordene, Fjale og Sogn. Erik og Dronning Gunnhild indfandt
sig, saavelsom Thore Herse, Thorolf og Arinbjørn. Egil maatte blive hjemme, da
Thore ikke vovede at tage ham med af Frygt for Gunnhilds Efterstræbelser. Hun
havde virkelig ogsaa lagt Planer baade mod ham og Thorolf. I hendes og Kongens
Følge vare hendes Brødre Eyvind Skreyja og Alf Askmand, unge og raske Folk,
store og sterke, og driftige Kjøbmænd. Kongen gjorde meget af dem, men de
vare ikke yndede blandt Folket. Gunnhild spurgte dem, om de ej i denne store
Folketrængsel kunde see sit Snit til at dræbe en af Skallagrims Sønner. De sagde,
at de skulde forsøge derpaa. Men under hele Festen og det dermed forbundne
Drikkegilde holdt Thorolf sig altid saa nær ved Thore, baade Dag og Nat, at
de ej kunde komme ham ind paa Livet. Eyvind beklagede sig derover for
Gunnhild; hun bad ham forsøge, om han ikke i alle Fald kunde faa dræbt en af Thorolf s
Mænd, for at han dog ikke skulde slippe derfra uden nogen Skade. Eyvind passede
derfor paa en Aften, da Thore og Thorolf havde begivet sig tilsengs, og to af deres
Mænd, Brødrene Thorvald og Thorfinn, sad efter; disse Brødre vare Frænder af
Bjørn Hauld, og havde først ledsaget ham, derpaa Thorolf og Egil i Viking. Alf
og Eyvind satte sig hos dem og drak med dem; ud paa Aftenen begyndte de at
yppe Klammeri, der vankede store Ord, og Enden blev, at Eyvind gjennem
-borede Thorvald med et Sax, han havde skjult under sin Kappe. Alle de
Tilstedeværende vare vaabenløse, fordi de paa Templets hellige Grund ej havde
Lov til at bære Vaaben; de sprang allesammen op, baade Kongens og Thores
Mænd, og der blev stor Tummel, dog fik man dem omsider skilte ad. Men Eyvind,
der ved Drabet paa Thorvald havde krænket Tempelhelligdommen, maatte som
vargr i véum bortfjerne sig. Kongen tilbød at betale Bøder, men Thorolf og
Thorfinn vilde ej tage derimod. Erik og Gunnhild saa sig nødsagede til at sende
1 Egils Saga, Cap. 48.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
