Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232
HARALD HAARFAGRE
tog hans Forbøn unaadigt op. Han meente, at Egil allerede havde nydt Fordeel
nok af Arinbjørns Venskab, ved at faa Lov til at opholde sig i Landet, om han
ikke desforuden skulde plage Kongens Venner. Arinbjørn sagde, at han dog vel
fik lade ham og Egil nyde Lov og Ret. Kongen svarede ham uvenligt, og end
mere Dronningen. Med denne Besked maatte Arinbjørn drage hjem1.
Den følgende Vaar skulde man drage til Gulathing. Arinbjørn begav sig
derhen med Egil og et talrigt Følge; han havde et stort Langskib, mange
Smaa-skuder og Kornskibe. Ogsaa Kongen kom der med Dronningen, hendes Broder
Alf Askmand og mange andre; han havde 6 eller 7 vel udrustede Langskibe. .1 hans
Følge var An and med sine to Brødre Atle den skamme2 og Hadd, en stor Viking,
hvilke ogsaa selv havde en stor Skare med sig. Derforuden indfandt en Mængde
Bønder sig, dog kun, som man maa formode, fra de tre Fylker, Firdafylke, Sogn
og Hørdafylke, eftersom det udtrykkeligt heder, at Dommen, det vil sige den
Samling af Dommere, der skulde paadømme alle Sager, bestod af tre Tylfter
Mænd, en Tylft fra hvert af hine trende Fylker. Arinbjørn udnævnte Dommerne
for Firdafylke, og Thord af Aurland dem for Sygnafylke3, hvo der udnævnte
dem for Hørdafylke, siges ikke, men da Arinbjørn og Thord holdt med Egil, er
det sandsynligt at i alle Fald Fleerheden af Dommerne vare ham gunstige.
Dommen sattes paa en Slette; dens Plads var indhegnet af en Kreds af oprejste
Hasselstænger forbundne med Snore, denne Skranke, kaldet Vebaandene, maatte ingen
bryde under Straf af at ansees som Helligdomsskjender4. Da Dommen var sat,
gik begge Parter med deres Følge frem for at tale sin Sag og fremføre sine
Beviser; Anund var især meget storordet. Egil sagde at hans Hustru Aasgerd var
arveberettiget som Bjørns Datter, at hun var odelsbaaren, lendbaaren, og højere
op i Ætten endog tignbaaren5; hans Paastand var, at Dommerne skulde tildømme
hende Halvdelen af Arven efter Bjørn i Land og Løsøre. Anund sagde at
Gunnhild, hans Hustru, var en Datter af Bjørn i hans lovlige Egteskab med hendes
Moder Aaluf, at han i hendes Navn havde taget hele Arven efter Bjørn, fordi
dennes anden Datter Aasgerd ikke var arveberettiget, saasom hendes Moder
Thora Hladhaand var hærtagen først fra sit Hjem hos hendes Broder Thore,
dernæst fra Aurland, hvor hun opholdt sig hos Brynjulf; hun foer af Landet med
1 Egils Saga, Cap. 56. 2 D. e. «den korte».
3 Her gjenkjendes aldeles den samme Indretning, som ved de islandske Vaarthing, hvoraf hvert ind-
befattede 3 Godord, og hvor hver Gode udnævnte 12 Dommere. (Graagaas Jnngsk. Cap. 37). Det er altsaa
den ældgamle Thingordning, vi her have beskreven.
4 Se ovenfor, B. I. S. 141.
5 Tign kaldtes paa denne Tid og senere Kongens eller Jarlens fyrstelige Værdighed. «Lendboren»
o: af Lendermands-Æt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
