Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EGIL SKALLAGRIMSS ØN
233
Vikinger, og var utlæg af Norge tilligemed Bjørn; hun egtede ham uden hendes
Frænders Samtykke, og kunde derfor ikke ansees uden som en Frille; af denne
Forbindelse var Aasgerd Frugten, og derfor maatte hun med Rette kaldes et
Tyendebarn; alt dette kunde han bevise for Kongen og Dommerne, og hans
Paastand var den, at Dommerne skulde tildømme hans Hustru Gunnhild den hele
Arv, og erklære Aasgerd for Kongens Ambaatt, siden hun var fød medens begge
Forældre vare i Utlegd. Da Arinbjørn hørte at Anund kaldte hans Faster Thora
en ufri Kvinde, blev han vred, og kunde ikke længer tie. Han stod op, saa sig om,
og sagde: «vi kunne føre Vidner paa, Konge, at det i Forliget mellem Bjørn Hauld
og min Fader Thore udtrykkeligen betingedes, at Aasgerd, Bjørns og Thoras
Datter, skulde være arveberettiget efter ham; du veed jo desuden selv, at du
tilbagekaldte Bjørns Utlegd efter hans Hjemkomst, og at Forliget med alle
Betingelser da blev fornyet». Da Kongen betænkte sig paa, hvad han skulde svare,
kvad Egil et Vers, hvori han klagede over Anunds utilbørlige Ord, og bad Kongen
om at høre Vidnernes Eed. Arinbjørn kaldte Vidnerne frem, tolv gode Mænd,
der alle havde hørt Thores og Bjørns Forlig, og tilbøde sig at beedige deres Udsagn
for Kongen og Dommerne. Kongen sagde at han hverken vilde tillade eller
forbyde det. Men da tog Dronningen til Orde, og sagde: «det er dog alt for galt,
Konge, at du lader denne lange Egil indvikle alle Sager for dig; du tør vel neppe
engang sige ham imod, om han fordrer Kongedømmet af dine Hænder; vil ikke
du afgjøre Sagen til Anunds Fordeel, saa vil i det mindste jeg ikke taale at Egil
træder Vore under Fødder! hvor er min Broder Alf? Far du til Dommen med
din Skare og tillad den ej at give en saa vrang Kj endelse som denne». Alf og
hans Mænd stormede strax ind paa Dommen, skare Vebaandene over, brøde
Stængerne ned, og jagede Dommerne bort. Da blev der stor Tummel, men alle
vare vaabenløse paa Grund af Thinghelgen, og saaledes kom det ej til
Blodsudgydelse. Egil, som altsaa ingen Dom kunde faa, udæskede Anund til Holmgang
om Arven strax der paa Thinget. «Har du saa stor Lyst til at slaas, Egil», sagde
Kongen, «skulle vi gjerne give dig Lejlighed dertil nu strax». «Jeg vil ikke stride
mod Kongens Overmagt og Folkemon», svarede Egil, «men naar Kampen er lige,
skal jeg ikke fly, hvad enten min Modstander er en Fyrste, eller ej». Da sagde
Arinbjørn: «lad os drage bort, Egil, for Øjeblikket have vi intet her at gjøre, som
kan tjene os til Baade». Egil vendte sig nu om, og sagde med høj Røst: «jeg gjør
vitterligt for eder, Arinbjørn og Thord og alle de Mænd, der nu kunne høre mine
Ord, Lendermænd og Lagmænd og hele Almuen, at jeg nedlægger Forbud mod
at Berg-Anund eller nogen anden indenlandsk eller udenlandsk Mand, af fyrstelig
eller ikke fyrstelig Stand, befatter sig med Bjørn Brynjulfssøns Jordegods, enten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
