Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
236
HARALD HAARFAGRE
Død, ogsaa indtraf een eller to Vintre førend Harald Haarfagre døde; med andre
Ord, at Harald Haarfagre døde 61 eller 62 Vintre efter St. Eadmunds Død.
Eadmund blev dræbt den 20de November 870; og hvis man ej lægger særdeles
Vegt paa Udtrykket «Vintre», falder Haralds Død saaledes i 931 eller 932. Men
da Eadmunds Død selv falder i Løbet af en Vinter, kunde man vistnok være
berettiget til at antage, at denne Vinter ej har været medtagen i Beregningen,
og at Are Frodes Mening har været den, at Harald døde i Aaret 933, hvilket ogsaa
bedst stemmer med det af flere Forfattere yttrede Udsagn, at han blev 83 Aar
gammel, og herskede i 73, eller, om man ej vil regne de 3 sidste Aar efter
Thron-afsigelsen, i 70 Aar.
Vi have seet, hvorledes Harald med ufravendt Opmerksomhed og udholdende
Kraft havde forfulgt sit Maal, hvorledes han efter en i Krigstummel tilbragt
Ungdom havde naaet det, og hvorledes han i sin Manddomsalder med Kraft og
Konsekvens stræbte at grundfæste sit Verk. Men desuagtet truede dette, da
han under sin Alderdom vilde bygge derpaa, at styrte sammen. Det
Lenskonge-dømme, han havde oprettet, bar just i denne Egenskab Spiren til sin egen
Undergang i sig. Aarsagen var nemlig den, at Lensindretningen ikke i Længden passede
sig for de norske Forholde, som dertil vare for oprindelige og lidet udviklede.
Odels-Principet var saa sterkt rodfæstet, og stemmede saa fuldkommen med
Folkets Tilbøjeligheder og Leveskik, at Haralds Bestræbelser for at indføre
Feudalismen umuligt kunde lykkes i den Udstrækning, han tilsigtede; den spillede
kun paa Overfladen, uden at gjennemtrænge Forholdene; den føltes stedse af
Folket som et Aag, hvilket man kun ventede paa Lejlighed til at afkaste. En
saadan Lejlighed maatte synes at frembyde sig, da Kongen, handlende konsekvent
efter Lensvæsenets Grundsætninger, uddeelte Forleninger til sine Sønner. Thi den
Begjærlighed, enhver af dem havde efter at blive Overlensherre, kunde ikke andet
end stille dem fiendtligt imod hinanden, og maatte gjøre det nødvendigt for dem
at sikkre sig, hver i sit Len, de dem undergivne Mænds Medvirkning. Vi erfare
ogsaa, at en saadan Medvirkning blev dem til Deel. Men for at opnaa den, have
de vistnok maattet gjøre Indrømmelser eller Løfter om Indrømmelser, og det er
heel sandsynligt, at hvilken som helst af Haralds Sønner der end efter hans Død
omsider kom i Besiddelse af Riget, vilde han dog have været nødsaget til, som
Betingelse for Indbyggernes Troskab, at frasige sig den Overejendomsret, der
ophævede Odelsretten. Og jo mindre denne O ver ejendomsret allerede saaledes,
som Forholdene under Haralds Alderdom ordnede sig, havde at betyde, desto
mindre var i sig selv ogsaa Indrømmelsen, og desto lettere var den derved
tilsigtede Fordeel erhvervet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
