Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HARALDS KARRIGHED
237
Vi have allerede omtalt, hvor forhadte Haralds Indretninger vare, i det mindste
i Begyndelsen af hans Regjeringstid; vi have meddeelt flere Exempler paa den
Strenghed, ja endog Haardhed, hvormed han ved mange Lejligheder gik frem.
Naar vi desuagtet erfare, at han var personlig afholdt, og det i det erobrede
Thrøndelagen, ja endog i den Grad, at det sidenefter var en af de bedste
Anbefalinger for hans Søn Haakon, at han var sin Faders udtrykte Billede; og at der
gjennem hele hans lange Regjering ikke i Landet selv skede nogen alvorlige
Op-standsforsøg mod ham: da kunne vi ikke andet end drage den Slutning, at han
maa have besiddet overlegne Talenter, og udøvet en mægtig Indflydelse paa alle
sine Omgivelser. De Skildringer, der gives af hans Personlighed, og som vi
allerede ovenfor tildeels have gjengivet, stemme ogsaa alle i at prise hans Skjønhed,
indtagende Væsen, og Klogskab. «Saa sige kloge Mænd», heder det i Snorres
Skildring af ham, «at Harald Haarfagre har været overordentlig smuk, sterk og stor,
gavmild paa Gods, og overvættes afholdt af sine Mænd». Hvis man skal tro, at
han virkelig har yttret de ovenfor (S. 100 og 101) anførte merkelige Ord, hvorved
han lagde sin Foragt for Afgudsdyrkelsen og sin Tro paa en eneste Gud tilkjende,
maa han have hævet sig til en høj Grad af Fordomsfrihed, om man end ikke vil
ansee denne Yttring som et Resultat af hans egne Betragtninger over
Religions-forholdene, da Christendommen paa den Tid var altfor vel kjendt af Nordmændene
til at ikke ogsaa Harald skulde have hørt noget derom1.
Haralds store Pragt og Gavmildhed bidrog naturligviis til at skaffe ham mange
Tilhængere. Imidlertid findes der Spor til, at man ogsaa har beskyldt ham for
en Svaghed, der lige siden Halfdan mildes Tid betragtedes som en Familiesvaghed
i hans Æt, nemlig en vis Knaphed mod sine Mænd i Mad og Drikke. Det hed om
Halfdan milde, at han gav dem lige saa mange Guldpenninge, som andre gave
Sølvpenninge, men sultede dem hvad Maden angik; og da Haakon, hans Søn,
vilde indføre Christendommen og paabød regelmæssige Faster, sagde de, som
vare misfornøjede dermed, at det var hans, hans Fader Haralds, og hele den
Families Svaghed, at være karrige paa Mad mod sine Undergivne, skjønt de vare
rundhaandede med Guld. Om Harald selv fortælles et temmelig charakteristisk
Træk i denne Henseende. Han havde i Vrede, som ovenfor omtalt, jaget Snefrids
Sønner fra sig, og Gudrød Ljome havde taget sin Tilflugt til sin Fosterfader Thjodolf
af Hvin, der paatog sig at tale Kongen til Rette. Da han kom til Kongen, var
det seent om Aftenen; der var Gjestebud hos ham, men Mjøden var opblandet,
Kongen gik paa Gulvet, saa til Bænkene, hvor Gjesterne sad, og mumlede:
1 Se f. Ex. hvad der allerede er yttret om de første Christne paa Island. Paa sit Tog til Vesterhavet
maatte Harald komme i megen og mangehaande Berørelse med Christne og Christendommen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
