Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LODBROK OG ELLA
245
siges etsteds, at de byggedes i Lider paa Vestfold1 — saa store, at man hidtil
aldrig havde seet deres Mage i Norden, og lod opbyde en stor Udrustning over
hele sit Rige. Hans Hustru spurgte ham, hvor han agtede sig hen. Da han sagde,
at han agtede sig til England, uden at have større Styrke med sig, end der kunde
rummes paa disse Knerrer, advarede hun ham, fordi denne Styrke var for liden
og Englands Kyst desuden farlig for store Skibe; hun raadede ham til heller at
have flere mindre Skibe og et større Antal Folk. Men han sagde, at jo farligere
England var, desto større Hæder var det for ham at undertvinge det med kun
to Skibe, og hvis han var uheldig, da var det ogsaa bedst at opoffre saa faa Folk
og Skibe som muligt. Han var ikke at bevæge til at afstaa fra sit Foretagende.
Hun gav ham ved Afskeden en Pantserskjorte af Silke, som hun havde Syet, og
som skulde kunne bevare ham mod Hug og Stik. Da han kom til England, led
han Skibbrud paa Northumberlands Kyst, men kom dog i Land med alle sine
Mænd, fem eller sex hundrede i Tallet. Den Konge, som regjerede der, hed Ella;
han havde væntet Ragnars Besøg, og sat Folk til at passe paa, naar han kom,
for strax at melde det. Da han nu fik vide, at en fiendtlig Skare var kommen,
samlede han en stor Hær og drog ham imøde. Ella gav sine Mænd den Befaling,
at de, hvis de sejrede, og det viste sig, at dette virkelig var Ragnar, ikke skulde
dræbe ham, men kun tage ham til Fange, da hans Sønner ellers vilde hevne hans
Død. Efter en langvarig og heftig Kamp, i hvilken Ragnar gik igjennem Ellas
Fylkinger og hug ned til Højre og Venstre, uden selv at blive saaret, maatte dog
tilsidst alle hans Mænd bide i Græsset, og han selv blev fangen. Man spurgte ham
om hans Navn, men han taug. Da bød Ella, at han skulde kastes i en Ormegaard
og sidde der, indtil han tilstod hvo han var; og hvis det da viste sig, at han var
Ragnar selv, skulde man tage ham ud saa hurtigt som muligt. Det skede, men
han sad længe, uden at Ormene vilde bide ham. Da lod Ella Pantserskjorten tage
af ham, og strax hang Ormene ved ham paa alle Kanter. Ragnar sagde da: «grynte
vilde Grisene, om de vidste, hvad den gamle lider». Han kvad tillige en Vise,
hvori han sagde, at han havde holdt 51 berømmelige Slag, men aldrig tænkt at
Orme skulde blive hans Bane. Da skjønnede Ella, at dette var Ragnar selv, men
for silde. Ragnar lod sit Liv med stort Mod. Ella vovede ikke andet, end at sende
Bud til Ragnars Sønner, der imidlertid vare komne hjem, og melde dem Faderens
Død. Han valgte dertil en af sine klogeste og tappreste Mænd, og sendte ham
afsted paa et vel rustet Skib. Da denne Mand kom med sit Følge til Borgen, hvor
Ragnars Sønner opholdt sig, gik de ind i Hallen, hvor der var Gjestebud. Ivar,
der blot havde Brusk istedetfor Been i sit Legeme, og derfor ej kunde gaa, laa i
1 Hr. Hauk Erlendssøns: Ragnar Lodbroks Sønners Historie, Cap. 2.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
