Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LODBROKS -S ØNNERNE
249
Land, som han kunde omgive med en Hestehud, hvilken han da klippede i Strimler,
og vandt derved Jordsmon nok til at anlægge en befæstet By. Siden kom Sivard
og Bjørn med en Flaade og 400 Mand, angrebe og fangede Hella, og dræbte ham
ved at riste en Ørn paa hans Ryg. Derpaa vendte Sivard og Bjørn tilbage til
deres Riger. Ivar forblev i England og herskede der i to Aar. Derpaa satte han
sin Broder Agnar til at herske i England, og drog selv hjem. Anglerne vilde ikke
vide af Agnar, men ved Sivards Hjelp overvandt han dem, og ødelagde store
Strækninger af Landet. Man hører derefter ikke mere tale enten om Ivar eller
om Agnar.
De engelske Sagn om Anledningen til Lodbroks-Sønnernes Tog ere meget
forskjellige fra de nordiske. Det maa forresten bemerkes, at de ikke meddeles i de
ældste og paalideligste Kildeskrifter, men kun hos yngre Forfattere, og, som man
derfor maa formode, i en noget forvansket Skikkelse1. De afvige derhos fra
hinanden indbyrdes. Egentlig er det kun det østangliske Sagn, som udtrykkelig
nævner Lodbrok. Der var, fortælles der, i Daneriget en Mand af Landets Kongeæt,
ved Navn Lodbrok, der havde to Sønner, Ingvar og Ubbe. En Dag sejlede han
alene i en liden Baad med sin Høg omkring mellem Øerne og langs Stranden,
for at fange Ænder og andenslags Fugl, men en pludselig Storm drev ham ud
paa Havet, og efter at være omtumlet i flere Dage og Nætter landede han endelig
paa Østangelns Kyst ved Redham i Norfolk. Her forundrede man sig ved at
finde ham alene med sin Høg, og bragte ham til Kong Eadmund, der formedelst
hans smukke og anseelige Ydre viste ham megen Ære, og beholdt ham en Stund
ved sit Hof. Da det danske Sprog lignede det angliske, kunde Lodbrok give
Kongen en Beretning om den Hændelse, der havde bragt ham derhen. Lodbrok,
der fandt Behag i Opholdet ved Eadmunds Hof, bad om at han fremdeles maatte
blive der, for at lære Høviskhed og fiin Levemaade. Kongen samtykkede deri.
Lodbrok, der var en erfaren og heldig Jæger, gik ofte paa Jagt med Kongens Jæger
Bjørn og skaffede meget herligt Vildt til Kongens Bord. Misundelig over hans
Held, myrdede Bjørn ham engang, da de vare sammen paa Jagt, skjulte hans Lig
i det tykkeste af Skoven, kaldte Hundene til sig, og gik hjem med dem. Da Kongen
ved Maaltidet næste Dag savnede Lodbrok, sagde Bjørn, at han var bleven efter
i Skoven, og at han siden ikke havde seet ham. Men neppe havde han udtalt,
førend Lodbroks Yndlingshund kom ind, og logrede for Kongen, som rakte den
Føde, i det han sagde til de Omstaaende, at Lodbrok nu vist snart vilde indfinde
sig. Men ingen Lodbrok kom, og Hunden løb bort igjen, og saaledes gik det i tre
1 Bromton, som meddeler Sagnene fuldstændigt, levede i Midten af det 14de Aarhundrede, og citerer
med Hensyn til det østangliske Sagn kun den i Aaret 1307 afdøde Matthæus af Westminsters Verk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
