Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
250
VIKINGETOG
Dage, da Kongen endelig, forundret herover, bød nogle af sine Folk følge med
Hunden og passe paa, hvor den løb hen. Derved opdagede de dens Herres Lig,
ved hvilket den i alle disse tre Dage havde siddet, idet den kun løb op til
Kongsgaarden, naar den trængte til Føde. Eadmund blev bedrøvet over Lodbroks
Død, lod anstille skarpe Undersøgelser for at opdage Gjerningsmanden, og kom
snart til Vished om at dette ikke var nogen anden end Bjørn, som ogsaa tilstod
sin Udaad. Eadmund lod nu sine Hirdmænd og Lovkyndige dømme, hvad Straf
han skulde have. De dømte, at han skulde sættes i den samme Baad, paa hvilken
Lodbrok var kommen, og overgives til Havet, ganske alene, uden Aarer eller
Sejl. Men efter faa Dage drev Baaden i Land til Danmark, Strandvogterne kjendte
den, og førte Bjørn til dens Ejers Sønner Ingvar og Ubbe, der vare mægtige og
grumme Mænd, og som nu ved Pinsler søgte at faa Bjørn til at tilstaa, hvor der
var blevet af deres Fader. Bjørn foregav, at Lodbrok var bleven dræbt paa Kong
Eadmunds Befaling. Da svore hans Sønner ved deres almægtige Guder, at de
vilde hevne hans Død, samlede en Hær paa 20000 Mand, indskibede sig med den,
og sejlede under Bjørns Vejledning til England, for at lande i Østangeln og angribe
Eadmund. Vinden drev dem til Skotland, hvor de landede ved Berwick, og herfra
droge de herjende frem, indtil de kom til Østangeln1.
Det northumberlandske Sagn lyder saaledes: Kong Osbriht herskede over
Northumberland, og opholdt sig i York. Han drog en Dag ud i Skoven for at
forlyste sig, og tog ind til en af sine fornemme Mænd, ved Navn Bjørn2 Bocard,
for at faa noget at spise. Bjørn var ikke hjemme, da han, ikke væntende Kongens
Komme, havde som sædvanligt begivet sig ned til Kysten for at forsvare Havnen
mod Sørøvere. Men hans smukke Kone modtog Kongen og bevertede ham paa
det bedste. Kongen derimod benyttede sig af Mandens Fraværelse til at voldtage
Konen. Da Bjørn kom hjem, fandt han hende bleg og grædende. Hun fortalte
ham, hvad der var skeet. Men han trøstede hende, og bad hende ej at sørge.
Svaghed, sagde han, formaar Intet mod Vold, og jeg skal ikke elske dig mindre
end før; men Hevn skal jeg med Guds Hjelp tage for os begge. Selv af fornem
Æt og saare mægtig, sammenkaldte han alle sine talrige, formaaende Frænder,
klagede over den Skjendsel, han havde lidt, og sagde at han vilde tage Hevn.
De bifaldt hans Beslutning, og fulgte ham til York, hvor han, omringet af disse
mægtige Venner, opsagde Kongen Huldskab og Troskab, og derpaa strax begav
sig bort. Kort Tid derefter drog han over til Danmark, hvor han klagede for
Kongen, der hed Codrin (Gudrum) over den Fornærmelse, han havde lidt af
1 Matthæus af Westminster, S. 161 fgg. Bromton, hos Twvsden, S. 804.
2 Der staar i Udgaven Bruern.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
