Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
260
VIKINGETOG
som etslags Overkonger i Norden, og det er ikke umuligt, men endog højst
sandsynligt, at deres Overgreb have nødsaget deres Frænder i Danmark til at forsøge
sin Lykke hiinsides Havet.
Fredsslutningen med Gudrum eller Gorm gjorde Danerne til Herrer over den
Deel af Landet, som de havde besat, og dette var næsten to Trediedele af Landet.
Thi af Navnet paa de Shirer, hvor den saakaldte Dene-Lag eller den danske Lov
senere gjaldt, seer man at den gamle, i den romersk-britiske Tid anlagte Vej,
hvilken Anglerne kaldte Wätlingastræt, fra London til Mersey, paa det nærmeste
dannede Grændsen; hvad der laa nordøstenfor denne, eller Northumberland,
Østangeln, Størstedelen af Essex og Middelangeln, tilhørte Danerne1. Dog vare
store Stykker heraf endnu opfyldte med Skove og Moradser, og den vestlige Deel,
Cumberland, beboet af de keltiske Kymrer. Det var saaledes især paa Østsiden,
at Danerne havde sit Tilhold. Deres Herredømme sikkredes ved deres faste Stæder,
især de saa kaldte Femborge, nemlig Lindcoln (Lincoln), Snotingaham
(Nottingham), Deoraby (Derby), Legraceaster (Leicester) og Stanford (Stamford), der som
etslags Grændsefæstninger dannede en Forening for sig selv og siden endog havde
en egen Rettergang og fælles borgerlige Indretninger. Den fornemste By i hele
den danske Deel var dog det ældgamle Eoforwic, Jörvik eller York, der allerede
længe havde været de northumbriske Kongers Hovedsæde, og nu ogsaa blev de
danskes. Det forstod sig af sig selv, og siges derhos udtrykkeligt2, at Gudrum,
som Skik og Brug var i slige Tilfælde3, erkjendte Alfred som sin Lensherre.
Vistnok havde Lensforholdet i sig selv lidet eller intet at betyde, men det kunde dog
i Kong Alfreds og Anglernes Øjne gjøre en Afstaaelse mere rimelig, der ellers
maatte have forekommet dem umulig; ja det gjorde Alfred endog, i det mindste
af Navn, til hele Englands Overherre, medens han hidtil kun var Herre over Wessex.
Men Afstaaelsen havde den gode Følge, at den i det mindste for en Tid skaffede
England Ro. Thi Danerne ansaa sig nu som hjemme i Landet; det laa i deres
egen Interesse at forsvare det mod fremmede Angreb, og efterhaanden fik de
Smag paa Fredens Sysler og den større Aandsdannelse, som herskede blandt
Anglerne. Det varede heller ikke længe, førend de i denne Henseende kunde
1 Forliget mellem Alfred og Gudrum er endnu til. Thorpes gl. engl. Love p. 66. Grændserne
bestemmes her saaledes: opad Temsen, saa opad Aaen Lea, til dena Kilder, derpaa til Bedford, og saa opad Ouse
til Wätlingastræt. Hos Bromton heder det S. 956, . . under Alfreds «Westseaxenalag» hørte Kent, Sussex,
Surrey, Berks, Wilts, Southampton, Sommerset, Dorset og Devon; og da Danerne herskede i Landet udkom
Denelag, hvorunder de 15 østlige og nordlige Shirer laa, nemlig Essex, Middelsex, Suffolk, Norfolk, Herts,
Cambridge, Huntingdon, Lincoln, Nottingham, Derby, Northampton, Leicester, Bucks, Beds, Yorkshire.
8 Willjam af Malmesbury hos Savile, S. 43.
3 Paa samme Maade fik Gange-Rolf Normandie. Den franske Konge havde naturligviis i
Virkeligheden intet Herredømme over ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
