Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
268
VIKINGETOG
Wikbert førte Godfred til Kejseren, som tog venskabeligt imod ham, og sluttede
Stilstand, idet man fra begge Sider stillede Gisler. Nordmændene ophængte nu
Fredsskjold1, og flere af Kejserens Mænd gik troskyldigt ind i deres Lejr, deels
for at handle, deels for at betragte Befæstningerne. Men aldrig saa snart vare
de komne ind, førend Nordmændene nedtoge Fredsskj oldet og lukkede Portene;
de Tydskere, der havde vovet sig ind, bleve enten dræbte eller lagte i Lænker for
at de skulde løskjøbe sig. Dette afholdt ikke den usle Karl fra at slutte et endeligt
Forlig, hvorved han viste en saadan Eftergivenhed, ja man kunde sige
Forkjærlighed for Nordmændene, at hans egne Mænd i højeste Maade forargedes derover.
Godfred forbandt sig til at antage Christendommen, men forlenedes til Gjengjeld
med det samme Landskab i Frisland (det saakaldte Kinnheim), som Rørek i sin
Tid havde haft; Sigfred, Orm og de øvrige forbandt sig til, saa længe Karl levede,
ikke at forurolige hans Land, hvorimod Kejseren udbetalte dem over 2400 Pund
Guld og Sølv, for største Delen tilvejebragt ved at plyndre Kirkernes Skatte. Han
forkyndte derhos, at ingen af hans Hær, under Tab af Liv eller Øjne, maatte
dræbe nogen Nordmand, der indfandt sig i Lejren. Kejseren stod selv Fadder
til Godfred, og Nordmændene indskibede deres Fanger og Skatte paa 200 Skibe,
som de sendte forud, medens de selv ventede paa en belejlig Tid til at foretage
nye Plyndringer i det østlige Frankrige, som ikke hørte til Karls Rige, og hvor
han ej synes at have haft det mindste imod at de herjede som de bedst kunde2.
Her regjerede nu Karlman, da hans Broder Ludvig, Sejrherren ved Saucourt,
var død i St. Denys, kort efter at have sluttet det Forlig med Haastein, som vi
ovenfor have omtalt (5te August). Karlman havde ikke Folkestyrke nok til at
holde Nordmændene borte, det var dem derfor ikke vanskeligt at trænge frem
lige til Laon. De havde i Sinde at plyndre baade Reims, Soissons og Noyon, og
Erkebiskop Hinkmar af Reims skyndte sig at flygte med sine Kirkeskatte til
Epernay. Det lykkedes dem dog ikke denne Gang at komme videre; thi medens
de sværmede adspredte omkring, angreb og nedsablede Karlman henved tusinde
af dem. De øvrige trak sig tilbage, og opsloge sit Vinterkvarteer i Condé3, hvorfra
de af og til gjorde ødelæggende Udflugter til alle Kanter; de herjede lige til Oise,
opbrændte Klosteret i St. Quentin, angrebe Flæmingerne, droge paa deres Skibe
1 Denne Skik var sædvanlig, og omtales meget ofte i vore Sagaer.
* Saaledes fornemmelig efter den samtidige Hincmar, (Pertz I. 313—315), der slutter sine ypperlige
Annaler med dette Aar; han nævner udtrykkeligt, at Godfred fik Forleningen, Sigfred derimod de ved
Plyndring af Kirkeforraadet tilvejebragte Skatte. Fulda-Annaleme, hvoraf der her er en dobbelt
Bearbejdelse, fremstille Underhandlingerne noget forvirret (Pertz I. S. 595 flg.); den ene Bearbejdelse handler
om Godfred, den anden om Sigfred, dog heder det i hiin urigtigt, at Godfred fik Pengene, i den anden lige
saa urigtigt, at Sigfred lod sig døbe.
* Chron. Sax. Mon. hist. Brit. I. 358. Annales Vedastini Pertz. II. S. 199 flg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
