Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GANGE-ROLF 289
og Ebalus, Greve af Poitiers, hørte dette, sagde de at det var en Skam for
Nationen, og tilbøde sig at komme Kongen til Hjelp. Efter de tre Maaneders Forløb
begyndte de virkelig Krigen paa ny. Opbragt herover, gav Rolf sig til at herje
Landet paa det grummeste. Hans Mænd sejlede op ad Seine og Yonne,
gjennem-strejfede den hele Egn lige til Clermont, hjemsøgte derpaa Sens og trængte frem
til Klostret St. Benoit, hvilket Rolf ej tillod dem at angribe, plyndrede
Landskabet omkring Etampes og Villemez, og vendte derefter tilbage til Paris. En
stor Hær af franske Bønder samlede sig for at angribe Rolf, men led et stort
Nederlag, og Rolf drog nu til Chartres, som han belejrede. Biskoppen i Chartres,
ved Navn Valtelin, sendte Bud til Hertug Richard og Grev Ebalus, med
indstændig Anmodning om at komme Staden til Hjelp. Richard kom først med
Burgunderne, og angreb Rolf, der i det første Slag blev Sejrherre. Men Frankerne
og Burgunderne fornyede Angrebet, medens Valtelin i fuldt Skrud, med Korset
og Jomfru Marias Klædebon i sine Hænder, og omgiven af sin Gejstlighed, gjorde
et Udfald i Spidsen for Stadens Krigere. For ikke at blive indesluttet mellem
begge Hære, maatte Rolf forlade sin Stilling, og ophæve Belejringen. Han selv
tog, som det synes, Vejen til sine Skibe. En Deel af hans Hær kom til Loches,
og lejrede sig paa et højt Bjerg, hvor Grev Ebalus, der imidlertid var kommen
til, og som var meget misfornøjet med at man havde begyndt Kampen før hans
Ankomst, angreb dem, men blev dreven tilbage. Da han merkede, at han alene
intet kunde udrette mod dem, forenede han sig med Hertug Richard, og begge
lode nu Bjerget omgjerde saaledes, at Nordmændene vare ganske indesluttede
og ikke kunde komme ud. I deres Uvished om, hvad de nu skulde finde paa for
at redde sig, gav en Friser, der var iblandt dem, det Raad, at nogle af dem i Nattens
Mørke skulde snige sig ned af Bjerget over Volden, og, naar de kom udenfor
Frankernes Lejr, blæse i Ludr; Frankerne vilde da rimeligviis tro at Rolf var kommen
de indesluttede til Hjelp, og disse skulde da benytte sig af Forvirringen til at
slaa sig igjennem. Planen lykkedes. Nordmændene sloge sig heldigt igjennem og
lejrede sig paa et sumpigt Sted ved Eure, hvor de indrettede en Befæstning eller
et Gjerde omkring sig af de blodige Legemer og Huder af en Mængde Kvæg, de
havde røvet. Da Frankerne, som efter at have forvundet sin første Skræk
forfulgte de flygtende, fik Øje paa denne besynderlige Forskandsning, vovede de
ikke at angribe dem, og hine fortsatte Vejen til Skibene, hvor Rolf lykønskede
dem til deres Frelse. Han begyndte nu at herje værre end forhen, og Frankerne
bleve bragte til den højeste Grad af Fortvivlelse. De flokkede sig om Kongen,
og spurgte ham eenstemmigt, om han da ikke vilde skaffe dem Fred. «Giv mig
da et Raad», sagde Karl opbragt. «Vi skulle give dig et Raad», sagde de, «som vil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
