Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
306
VIKINGETOG
ligesaa mange Stater som Len, hvilket var Tilfældet i Frankrige og Tydskland.
Den ved Forleningen overdragne Ret vedblev kun at være Brugsret, ikke
Re-gjeringsret, og Distriktsbestyrerne vare kun Embedsmænd, ikke Regenter. De
Love, som Rolf gav Folket (plebs) vare, heder det, vedtagne af de fornemste
Mænd (principes) nemlig af Lensbesidderne; de Hørige eller Lejlændingerne kunde
naturligviis ingen Stemme have ved de offentlige Forsamlinger, hvilke her vistnok
lige saavel som i Norge og paa Island kaldtes Thing. Deraf, at Rolf uden videre
lod sin Søn hylde som sin Efterfølger, sees det at han har betragtet Landet som
sin Æts Odel, i hvis arvelige Overleverelse den franske Konge ej var berettiget til
at indblande sig.
Paa denne Maade befæstede Nordmændene sit Herredømme i Nordfrankrige,
og fra Landets Fiender bleve de dets sikkreste Forsvarere. Hidtil sang man endog
i Litaniet «A furore Nordmannorum libera nos o Domine»; nu var det
Nordmændene i Nordmandie, fra hvilke Frankriges øvrige Beboere især ventede sin Frelse
for Nordens Vikinger. Og vist er det, at Vikingetogene i det Store til Frankrige
fra denne Tid ophørte, naar man undtager under Forvirringen strax efter Villjam
Jarls Død, hvorom senere. Vistnok kan dette Ophør af Vikingetogene til Frankrige
for en stor Deel tilskrives forandrede Forhold inden Norden selv og den
Omstændighed, at England og overhoved de britiske Øer mere og mere bleve det
udelukkende Maal for de dansk-norske Vikingers Krigstog, men meget maa dog
ogsaa de i Nordmandie bosatte Nordmænds Tapperhed og Ulyst til at dele deres
engang erhvervede Besiddelser med senere tilkomne Vikinger have udrettet.
Norskt Sprog og nordisk Nationalitet var nu en Tid lang herskende i
Nordmandie. Vel laa det i Sagens Natur, at i det mindste Sproget ikke kunde holde
sig længe, da kun de færreste af de Nordmænd, som sloge sig ned her, førte Hustruer
med sig, og de fleste saaledes egtede Kvinder fra Landet selv, hvis Sprog følgelig
blev Børnenes Modersmaal. Heller ikke taltes Sproget lige meget i alle Egne
af Landet, og det fortælles saaledes udtrykkeligt om Villjam, at han ikke vilde
lade sin Søn Richard opdrage i Rouen, hvor der taltes mere romansk d. e. fransk,
end dansk, men derimod sendte ham til Bayeux, hvor der taltes mere Dansk, og
hvor Drengen kunde lære Sproget tilstrækkeligt til at tale med sine Landsmænd1.
Men Sproget har dog efterladt Spor, der neppe nogensinde ville forsvinde. En
Mængde Stedsnavne i Nordmandie ere endnu norske, kun med de Forandringer,
som den franske Udtale gjennem flere Aarhundreder nødvendigviis maatte
medføre. Saaledes finde vi flere Navne, der nu endes paa beuf eller boeuf, men hvori
1 Dudo, S. 112. Man maa her ikke glemme, at Dudo skrev paa en Tid, da Danernes Overmagt i Norden
havde gjort Dansk til Fællesbenævnelse for den nordiske Nationalitet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
