Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
348
HAAKON ADELSTEEN SFOSTRE
spiste nogle Stykker Hestelever, og drak alle de Skaaler, Bønderne skjenkede i
for ham, uden Kors. Men da Gildet var forbi, drog han med Jarlen ud til Lade,
meget gram i Hu. Han vilde strax forlade Throndhjem med alle sine Folk, og
sagde, at han skulde komme mandsterkere tilbage og lade Thrønderne undgjelde
det Fiendskab, de havde viist ham. Sigurd Jarl bad ham ikke at have noget imod
Thrønderne for dette, og sagde at det ej vilde være godt for Kongen at true eller
herje mod sit eget Folk, hvor Landets største Styrke var, saaledes som i
Throndhjem. Men Kongen var saa vred, at han ikke vilde høre et Ord. Han drog syd
til Møre, opholdt sig der om Vinteren og ud paa Vaaren, og samlede henimod
Sommeren en Hær, med hvilken han, som det hed, vilde drage mod
Thrønderne.
Dette er den i Snorre Sturlasøns Kongesagaer givne Beretning om disse
Forhandlinger1. Den tilføjer, at det kun var Efterretningen om et Angreb, Erik
Blodøxes Sønner havde foretaget i den sydlige Deel af Landet (hvorom nedenfor),
der bragte ham til at afstaa fra sin Plan, at angribe Thrønderne. En anden
Beretning sætter derimod disse Forhandlinger angaaende Christendommen ikke i
nogen Forbindelse med Eriks Sønners Angreb, men henfører dem til hans
sextende Regjerings-Aar, eller Vintren mellem 950 og 951, medens den først
omtaler Eriks Sønners Tog til Norge efter Kongens 17de Aar (952)2. Denne
Beretning melder ogsaa ligefrem, at Kongen lod sig true eller overtale til at blote. I sit
sextende Riges Aar, heder det, havde han et talrigt Thing inde i Throndhjem
paa Mæren, og paa dette Thing satte Thrønderne ham to Vilkaar, enten at blote
efter de forrige Kongers Skik til Aar og Fred, og saaledes efterkomme den gamle
Lov, eller at blive jagen af Riget. Kongen vægrede sig, men hans bedste Venner
og mange andre Folk lagde sig imellem, idet de forestillede Bønderne, hvor nyttig
en Høvding han var for sine Thegner, da han sørgede saa godt for Lovgivningen
og gode Sæder, og anraabte Kongen om at standse denne Knurren ved at gjøre
Bønderne en Ubetydelighed efter deres Vilje, saa at Blotmændene ej skulde have
det at sige, at han var Skyld i Lovenes Omstyrtning. Og, heder det, «formedelst
sin Godmodighed og Kjærlighed til sine Venner gjorde han efter deres Bøn og
blotede». Denne Beretning, der allerede i og for sig ved den bestemte
Tidsangivelse, hvormed den er ledsaget, vinder et større Udseende af Paalidelighed, end
den anden med al dens Vidtløftighed, bestyrkes ogsaa, saavel ved visse
ehrono-logiske Data, hvorom der nedenfor vil blive handlet3, som ved andre historiske
1 Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 15—19. Jvf. Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 21—23.
2 Fagrskinna, Cap. 29.
3 Nemlig i § 42 og 43, hvor Haakons Krige med Danmark og Erik Blodøxes Sønner omtales.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
