Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
350
HAAKON ADELSTEEN SFOSTRE
Det var saaledes intet Under, at Haakons forhastede Bestræbelser bleve uheldige
og endog bragte ham selv i Fare. Tiden var endnu ikke kommen, Folket endnu
ikke modent til Christendommens Indførelse. Dertil kom, at de Uroligheder, der
begyndte i Kong Haakons sidste Regjeringsaar, gave ham og Folket saa meget
at tænke paa, at al Tale om Religionsforandring for det første maatte ophøre.
Imidlertid kan man neppe betvivle, at den sande Lære, som prædikedes ved
Haakons Foranstaltning, dog altid har vundet Indpas hos og slaaet an paa enkelte
fromme Sjæle, og at Christendommen virkelig fra denne Tid har vundet sit første
Fodfæste i Landet.
39. Erik Blodøxes senere Hændelser og Død.
Den største Deel af Kong Haakons Regjeringstid gik hen i Fred, og der siges
udtrykkeligt at denne Fred var saa god, at Ingen gjorde Skade paa anden Mands
Gods, eller brød Freden mod nogen anden1. Men hans sidste Aar foruroligedes
især ved de Forsøg, Erik Blodøxes Sønner gjorde paa at vinde deres fædrene
Rige i Norge tilbage, hvorved de understøttedes af Danekongen Harald Gormssøn,
der ligeledes havde Arvefordringer paa Viken.
Det er ovenfor omtalt, at Erik Blodøxe havde faaet Northumberland til Len
af Kong Ædhelstan, og havde opslaaet sin Bolig i York. Hans Forpligtelse var
at skulle forsvare Landet mod Daner og andre Vikinger. Hvis han, som vore
Sagaer antyde, fik denne Forlening i Aaret 936, har han upaatvivlelig deeltaget
i Brunanburgslaget. Men Sagaernes Beretninger om Eriks Hændelser efter hans
Fordrivelse fra Norge ere saa forvirrede og mangelagtige, at man ej kan stole
paa deres Tidsangivelser. Det er sandsynligere, at Erik først i Ædhelstans sidste
Dage (mellem 939 og 941) er kommen til Northumberland, og at han heller ikke
er bleven forlenet med hele dette Landskab, men kun med York og det omliggende
Distrikt2. Efter Snorre Sturlasøns Fortælling forlod Erik efter Ædhelstans Død
(941) Northumberland, og begav sig paa Vikingetog i Vesterhavet, i Følge med
Arnkell og Erlend, Torv-Einars Sønner, fordi han vidste at Eadmund, Kong
Ædhelstans Broder og Efterfølger, var ingen Ven af Nordmændene, og tænkte
paa at indsætte en anden Konge i Northumberland. Han drog til Syderøerne,
hvor flere Vikinger og Hærkonger forenede sig med ham og sejlede derpaa i Spidsen
1 Olaf den helliges Saga, Cap. 9.
2 Hvis han havde været forlenet med hele Northumberland, havde de engelske Beretninger
upaa-tvivleligt omtalt ham, ligesom senere, da han virkelig for en kort Stund kom i Besiddelse af dette
Landskab. Derimod kan det, som ovenfor antydet, meget vel tænkes, at han, ligesom Olaf Sigtryggs Søn og
Ragnvald Gudrøds Søn, har haft en mindre Forlening i Egnen, uden strax at være nævnt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
