Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ERIK BLODØXES ENDELIGT
351
for denne Skare, først til Irland, hvor han endmere forøgede sin Hær, derpaa til
Bretland eller Wales, hvor han herjede, og endelig til det sydlige England, hvor
han dristig gjorde Landgang og trængte langt frem under idelig Herjen, indtil
han endelig maatte bukke under for den af Eadmund paa denne Kant indsatte
Underkonge ved Navn Olaf, der mødte ham med en langt overlegen Hær, og
efter en haardnakket Kamp fældte Erik med fem andre Konger, ved Navn Guthorm,
dennes to Sønner, Ivar og Haarek, Sigurd og Ragnvald, tilligemed Torv-Einars
Sønner Arnkell og Erlend. Denne Fortælling giver tydeligt at forstaa, at Eriks
Fald indtraf strax efter Ædhelstans Død1. En kortere, i Norge selv optegnet
Fremstilling af disse Begivenheder lader Erik forlade Northumberland og drage
i Vesterviking, fordi det stod ham for Hovedet, hvor stort et Rige og hvor mange
Skatlande hans Fader havde haft, medens han selv nu maatte nøje sig med et
Udet Len; derfor, siges der, lagde han sig paa Vikingetog og herjede i de vestlige
Lande. En Sommer, vedbliver Fortællingen, men uden at tilføje hvor længe
efter at han havde forladt sit Len, herjede han vestenfor Skotland, om Irland
og om Bretland, og standsede ikke førend han kom til det sydlige England, hvor
han herjede som andensteds, fordi Ædhelstan da var død, og Eadmund var Konge;
han havde en stor Hær og ledsagedes af ikke mindre end fem Konger, men vovede
sig dog uforsigtigt alt for langt op i Landet, og blev overmandet og fældt af
Ead-munds Skattekonge Olaf2. Denne Fremstilling er forsaavidt sandsynligere, som
den ikke udtrykkeligt henfører Eriks Fald til Tiden strax efter Ædhelstans Død,
og tilmed, ved Udtrykket «en Sommer», antyder at der laa nogle Aar imellem.
Men at begge Beretninger i mangt og meget ere fejlagtige, sees dog deraf, at de
omtale en Skattekonge, og det endog en ved Navn Olaf, i det sydlige England
eller Wessex, de daværende engelske Kongers egentlige Hovedrige, hvor der ingen
Skattekonger var, og allermindst nogen med det norske Navn Olaf. Hvis Erik
virkelig har gjort Landgang i et under en Skattekonge staaende Landskab, da
maa det have været i Northumberland, hvilket ogsaa bestyrkes af Skattekongens
Navn, ligesom det i sig selv er rimeligt, at Erik har søgt med væbnet Haand at
vinde det Rige tilbage, som han havde forladt eller fra hvilket han var fordreven.
Hvor upaalidelige og fejlagtige disse Beretninger ere i alt, hvad der ikke
umiddelbart vedkommer Erik selv, og hvad der ej bestyrkes ved samtidige, opbevarede
Kvad, bliver saaledes indlysende. Endog den Angivelse, at Eadmund skulde
have været Konge i England, da han faldt, maa betragtes som heel utilforladelig,
1 Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 4. Egils Saga lader ogsaa umiskjendeligt Erik falde strax
efter Ædhelstans Død, thi efter at have ladet Egil Skallagrimssøn finde Erik i York allerede 936, fortæller
den at han siden paa engang erfarede Beretningen om Ædhelstans Død og Eriks Fald.
2 Fagrskinna, Cap. 27, 28.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
