Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ERIK BLODØXES ENDELIGT
353
(S. 327) viist, hvorledes Olaf Godfredssøn fra Irland, der efter Ædhelstans Død
(941) var bleven tagen til Konge af Northumberlænderne, efter en kortvarig Krig
med Kong Eadmund bekvemmede sig til et Forlig, hvorved han fik hele Landet
østenfor Wätlingastræt i Len, imod at lade sig døbe, men at han kort efter døde
(943), og at Eadmund derpaa fordrev to andre norske Konger fra
Northumber-land, Ragnvald, Godfreds Søn, og Olaf, Sigtryggs Søn, og underlagde sig hele
Northumberland. Eadmund døde to Aar efter (946), og efterfulgtes af sin Broder
Eadred, der ligeledes, strax efter sin Tronbestigelse, drog over Northumberland,
tvang det til Lydighed, og modtog Hylding af Erkebiskop Wulfstan tilligemed
Northumberlands fornemste Høvdinger ved Taddensscylf (947)1. Men kort efter
faldt de atter fra, og toge, som Krønikerne berette, Erik til deres Konge. Eadred
drog nu ind i Northumberland med en Hær, herjede det, og opbrændte endog
Klosteret i Ripon, men blev ved Eriks Medvirkning, slagen ved York, hvorfor
han i Vrede sagde, at han vilde vende tilbage igjen og aldeles ødelægge Landet;
herover bleve Northumbrernes Høvdinger ængstelige, forjoge Erik, og udredede
Bøder til Kong Eadred for deres Frafald. Kort efter kom Olaf Kvaran, der ved
den irske Konge Congelaghs Hjelp havde opkastet sig til Konge i Dublin, for
ogsaa at forsøge sin Lykke i Northumberland, og blev, som man maa formode,
med Eadreds Samtykke, virkelig antagen; dog kort Tid efter uddreve
North-umbrerne ham, og toge paany Erik, Haralds Søn, til Konge. Opbragt herover,
lod Kong Eadred den urolige Erkebiskop Wulfstan, der altid holdt med Oprørerne,
fængsle, og foranstaltede tillige et stort Blodbad i Thetford, fordi Indbyggerne
havde dræbt deres Abbed. Dette synes at have sat Northumbrerne i Skræk, thi
vi læse, at de Aaret efter fordreve Erik, at Eadred gjenvandt Northumberland,
og at Wulfstan nu sattes paa fri Fod, men forflyttedes fra York til Biskopsdømmet
Dorchester i det sydlige England2. En Forfatter, der her synes at have haft
selvstændige Kilder, tillægger, at Erik i en øde Egn, kaldet Stanmor, ved Højgerefen
Osulfs (Aasulfs) Forræderi blev dræbt af Makk, Olafs Søn, tilligemed sin Søn Henrik
og sin Broder Ragnvald, hvorefter Northumberland ophørte at være Kongerige,
men derimod bortforlenedes som Jarldømme til Osulf og hans Efterkommere3.
I Henrik og Ragnvald, hvilke her udgives for Eriks Søn og Broder, gjenkjender
man utvivlsomt Sagaens Haarek og Ragnvald; Erik selv kaldes ligefrem Haralds
Søn; han blev lokket langt ind i Landet, ligetil Stanmor, mellem Richmond,
West-moreland og Cumberland4, ved Osulfs Bestræbelser; dette Navn, Osulf eller Aasulf,
1 Chron. Sax. Mon. hist. Brit. I. p. 388. 2 Chron. Sax. i Mon. hist. Brit. p. 389.
3 Math. af Westminster, S. 369. Hertil sigter ogsaa Howden hos Savile S. 423, Mon. hist. Brit. I. p.
687 not. d.
4 Her lægger Camden i sin «Britannia» Stanmor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
