Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
358
HAAKON ADELSTEEN SFOSTRE
sig, begyndte om Vinteren at blive noget utaalmodig, og yttre Lyst til at rejse
til England og besøge Kong Ædhelstan for at se de Løfter opfyldte, denne havde
givet ham. Det hed, og man troede for vist, at Dronning Gunnhild havde ladet
anstille Seid for at Egil aldrig skulde have Ro paa Island. Han udrustede et
Skib med 30 Mand, men kom ikke afsted førend henimod Høsten og den
stormfulde Aarstid var indtraadt. Vinden var ham ugunstig; omsider kom han til
Orknøerne, men vilde ikke lande her, fordi han troede at Erik Blodøxe havde
Herredømmet over dem1. Han sejlede langs Skotlands Kyst, og kom heldigt
forbi, men udenfor Englands Kyst blev han overfalden af en Storm, der drev
ham ind i Brændinger ved Humbermundingen, saa at han ikke saa sin Redning
i andet end at sejle lige paa Land. Skibet ødelagdes, men Mandskab og den
største Deel af Godset reddedes. Af Folk, som de traf, fik de nu den betænkelige
Efterretning, at Kong Erik og Gunnhild herskede over den Egn, hvor de nu
befandt sig, at de begge ikke vare langt borte, nemlig oppe i York, og at Arinbjørn
var hos Erik og i stor Yndest. Egils Stilling var betænkelig. Der var Uden
Udsigt for ham til at kunne liste sig ubemerket ud over Northumberlands Grændser,
hvor han var kjendt af saa mange. Nødig vilde han have den Skam at blive
greben paa Flugten. Han tog derfor Mod til sig, og besluttede strax at gaa lige
til York og friste Lykken. Fuldt bevæbnet red han afsted, med en sid Hat over
Hjelmen, kom til Byen, opspurgte hvor Arinbjørn boede, red derhen, og lod
Arinbjørn kalde ud til sig, idet han sagde hvo han var. Arinbjørn, der just sad
ved Bordet, bad ham at vente indtil Maaltidet var til Ende, gik derpaa ud til
ham med sine Huuskarle, bød ham velkommen, og spurgte hvorfor han havde
vovet sig did. Egil fortalte ham i Korthed sit Uheld, og bad ham finde paa Raad.
Arinbjørn spurgte nu om nogen havde kjendt ham, førend han kom der i Gaarden;
da Egil benegtede det, lod han sine Mænd væbne sig og gik med dem og Egil
lige til Kongsgaarden, hvor han bankede paa og strax blev indladt. Arinbjørn
gik ind i Hallen med Egil og ti Mænd af Følget; han bød Egil omfavne Kongens
Fødder og byde ham sit Hoved2, men lovede selv at ville tale hans Sag. Han
gik ogsaa selv først frem for Kongen, sagde at Egil var kommen langvejsfra,
alene for at faa Kongens Tilgivelse og Venskab, og bad Kongen derfor vise sig
1 Denne Bemerkning i Egils Saga viser, at den tidligere fejler, ved at lade Egils Rejse foregaa allerede
Aaret efter Erik Blodøxes Flugt, saavelsom ved at lade Erik allerede i 936 være Underkonge i
Northumberland. Thi saa længe han endnu opholdt sig i Norge, var hans Magt paa Orknø ikke af det Slags, at den
kunde være Egil synderlig farlig: Jarlen var den egentlige Regent. Naar Egil altsaa troede at Erik raadede
paa Orknø, maa han have erfaret at han allerede var flygtet derhen, og hvad han ikke havde erfaret, var
altsaa kim at Erik havde erhvervet et Rige i Northumberland. Hans Afrejse bør maaskee derfor snarere
henføres til 938 eller 939, end til 936.
2 Det vil sige, overgive sig paa Naade og Unaade.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
