Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
364
HAAKON ADELSTEEN SFOSTRE
Gods, men bød ham Holmgang. Atle, der var en øvet Holmgænger, modtog
Tilbudet, og det afgjordes, at de omtvistede Ejendomme skulde tilhøre Sejrherren.
Efter en temmelig langvarig Kamp, først med Spyd, siden med Sverd, løb Egil
Atle ind paa Livet, greb ham med begge Hænder, kastede ham ned paa Ryggen,
sig selv over ham, og bed Struben isønder paa ham, saa at han døde. En Tyr,
det saakaldte Blotnaut, var, som sædvanligt ved Holmgang, fremledet for at
Sejrherren kunde fælde den som et Offer til Guderne; saasnart Atle var død,
rejste Egil sig, løb hen til Blotnautet, og vred Halsen om paa det, saa at det laa
med Fødderne i Vejret. Egil tilegnede sig derpaa alle de Jorder, han havde fordret
i sin Hustru Aasgerds Navn, vendte tilbage til Sogn, og ordnede deres
Forvaltning; derfra drog han til Thorstein, opholdt sig hos ham en Stund, og vendte
om Sommeren tilbage til Island. Ljot den bleges Efterladenskab fik han
derimod ikke. Thi ved Siden af Holmgangsloven var der den Lov, som ogsaa gjaldt
i Sverige og mange andre Lande, at Arv efter udenlandske Mænd, der døde i
Landet uden at have nogen indenlandsk Arving, tilhørte Kongen1.
Egil havde forresten al Grund til at være tilfreds med den Behandling, der
fra Kongens Side var bleven ham til Deel. Ej alene havde han endelig selv faaet
Lov og Ret, men hans egen Hustrues og hans Ven Arinbjørns Frænde Thorstein
havde erholdt sine Ejendomme tilbage, og var endog bleven ophøjet til Lender
-mand. Kongen kronede nu Verket, da han efter Eriks Død tillod Arinbjørn selv
at komme tilbage, og tillod ham ej alene at tiltræde sine Ejendomme, men gav
ham tillige hans forrige Forleninger, og viste ham den største Yndest. En saadan
Ædelmodighed vilde man forgjæves have ventet af Harald Haarfagre eller Erik
Blodøxe, men Haakon blev sig ogsaa heri lig, som i alt andet.
Denne Herlighed varede dog ikke længe, og Egil var naturligviis Skyld i at
den ophørte. Han blev nemlig ikke mange Aar paa Island, førend han atter
besøgte Norge, thi da han erfarede Erik Blodøxes Død, og at Arinbjørn Herse var
kommen tilbage igjen til sin Fædrenegaard, kunde han ikke modstaa Lysten til
atter at besøge Norge, og rimeligviis har han vel ogsaa fra først af tænkt paa
Muligheden af at faa noget af Godset efter Ljot den blege. Han kom heldigt
over til Norge, og begav sig strax til Arinbjørn, der modtog ham med stor Glæde
og indbød ham til at blive hos ham en Stund med sine Mænd. Egil forblev der
hele Vinteren, og indkrævede den følgende Sommer Landskyld af sine Gaarde
i Sogn. Ogsaa den paafølgende Vinter tilbragte han hos Arinbjørn, som ved
1 Egils Saga, Cap. 65—69. Den omtalte Bestemmelse staar ikke udtrykkeligt i de nu
forhaandenværende ældre norske Lovbøger, men den forudsattes, hvad man af flere Omstændigheder kan se, stiltiende
som gjeldende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
