Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARINBJØRN TILBAGE TIL NORGE. EGILS BESØG HOS HAM 365
Julegildet forærede ham en prægtig guldbroderet Silkekaabe med Guldknapper,
og derhos en heel ny Klædning af mangefarvet engelsk Klæde. Ikke desto mindre
begyndte Egil efter Julen at blive mørk og i slet Lune. Da Arinbjørn trængte
ind paa ham for at erfare Aarsagen, tilstod han at det var, fordi hans Ret til
Ljot den bleges Efterladenskab stod ham for Hovedet. Arinbjørn sagde, at efter
Loven havde Egil virkelig Ret dertil, men at det dog nu var vanskeligt at gjøre
denne Ret gjeldende, siden de kongelige Aarmænd havde taget Ejendommene i
Besiddelse. Heller ikke formaaede han at yde ham nogen synderlig Hjelp, da
hans eget Venskab med Kongen stod paa temmelig svage Fødder; thi, sagde han,
«den Eg maa man frede, som man vil bo under». Egil vilde imidlertid gjøre et
Forsøg, siden det hed at Kongen var saa retfærdig, og overholdt saa vel Lov og
Ret. Arinbjørn fraraadte ham det endnu engang, men da Egil ikke desto mindre
var paastaaelig, tilbød han sig ædelmodigt selv at drage til Kongen for ham, da
han alt for vel kjendte Egils Hidsighed og Ordhvashed, til at han skulde tillade
ham selv at rejse. Arinbjørn kom snart til Kongen, der paa den Tid opholdt sig
deels paa Rogaland, deels paa Hordaland. Han fremførte Egils Begjæring. Men
Kongen svarede langsomt og uvenligt, at han ej vilde have mere med Egil at
bestille, naar denne fremdeles vilde gjøre saadan Kvalm, som under hans Broder
Erik; han udtrykte sin Forundring over at Arinbjørn havde villet befatte sig
med denne Sag, og sagde ligefrem, at han kun saa længe skulde have Tilladelse
til at opholde sig i Landet, som han agtede Kongen og Kongens Ord højere end
Udlændinger: ja han raadede ham endog til, Uge saa godt først som sidst at rejse
til sin Fostersøn Harald Erikssøn, til hvem hans Hu dog saa alUgevel altid stod.
Arinbjørn saa, at det ej nyttede at tale mere til Kongen om denne Sag, og vilde
heUer ikke ydmyge sig for ham; han skyndte sig derfor hjem og meldte,
hvorledes det var gaaet. Egil blev meget ilde tilmode. Faa Dage efter kaldte
Arinbjørn ham til sig, lod en Kiste lukke op, og fremtog deraf 40 Mark Sølv, hvilke
han bad Egil modtage som en Erstatning for hvad han skulde have haft efter
Ljot, og som et Erkjendtlighedsbevns for den Velgjerning, han havde viist hans
Systersøn Fridgeir; «thi», sagde han, «du gjorde det for min Skyld, og det er min
Pligt at sørge for, at du ikke berøves din lovlige Ret i denne Sag». Egil var svag
nok til at modtage Gaven, og kom nu i det bedste Lune. Vaaren efter drog
Arinbjørn i Viking med tre Langskibe og 300 Mand. Egil fulgte ham, efter først at
have sendt sit Kjøbskib, hvorpaa han var kommen fra Island, til Viken i
Oslofjorden. Toget gjaldt først Saxland, derpaa Frisland, hvor de vandt meget Bytte,
og hvor Egil som sædvanUgt udmerkede sig ved Mod og Dumdristighed. Paa
Tilbagevejen lagde Arinbjørn ind til Hals i Limfjorden, sammenkaldte sine Mænd,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
