- Project Runeberg -  Det norske folks historie / II /
374

(1941-1943) [MARC] Author: Peter Andreas Munch
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

374

HAAKON ADELSTEEN SFOSTRE

Iver for at drikke ham og hans Følgesvende fulde kom af forræderske Hensigter;
og det viste sig siden, at han havde Ret. Ved Dagverdtid kom Egil til en Bonde
paa Eidskogen, ved Navn Thorfinn, hvor de hvilede med Hestene og gik ind for
at spise Dagverd. Han erfarede her af Thorfinns Huuskarl, der om Natten havde
været ude at hente Ved, at 6 af Aarmods Huuskarle vare dragne forud; og
Thor-finn fortalte, at han ligeledes selv havde seet 6 andre, sterkt bevæbnede Mænd
drage forbi: det saa altsaa ud til, at flere Baghold vare lagte i Skoven paa Egils
Vej. Under sit korte Ophold her var Egil her heldig nok til at helbrede Bondens
Datter af en langvarig Sygdom, af hvilken hun laa til Sængs1, og af Taknemmelighed
herover tilstod Thorfinn ham reent ud, at han vidste, at Aarmod havde lagt sex
Mænd i Baghold for ham, og at der endda var flere Baghold, om det første intet
udrettede; men nu tilbød han sig at ledsage ham med sin Søn og to andre Mænd.
Egil modtog Tilbudet. De vare nu 8, og da Aarmods sex Huuskarle saa dem saa
mandsterke, vovede de ej at binde an med dem, men gjemte sig i Skoven. Nu
vilde Egil ikke længer ulejlige Thorfinn, og denne vendte efter nogle Indvendinger
tilbage med sine Mænd. Men ud paa Dagen stødte Egil, der nu kun havde tre
Følgesvende, paa det andet Baghold, der ligeledes bestod af sex af Aarmods
Huuskarle. Her kom det til en Kamp, i hvilken Egil fældte tvende, og jog de andre
paa Flugten. Endelig kom Egil i god Behold gjennem Skoven, og tog ind til en
gammel, rig Bonde ved Navn Alf, der var noget egen af sig og derfor kun havde
faa Folk om sig, men viste Egil megen Gjestfrihed, talte med ham om de tidligere
uheldige Skatterejser fra Norge, og roste just ikke synderligt Arnvid Jarl. Ved
Afskeden gav Egil ham en lodden Kappe, og Alf bad ham venligt at besøge ham
paa Tilbagevejen. Samme Aften kom han til Arnvid Jarls Bolig, hvor han blev

1 Beretningen herom i Egils Saga, Cap. 24 indeholder et charakteristisk Exempel paa de Tiders
Overtro, af hvilken der endnu i vore Dage findes enkelte Levninger. «Egil», heder det, «saa et Fruentimmer
ligge syg paa Tverpallen. Han spurgte Thorfinn, hvad det var for en Kvinde, som befandt sig saa ilde.
«Det er min Datter Helga», siger Thorfinn, «hun har længe været daarlig og elendig, hun faar ikke Søvn
nogen Nat, og det er ligesom hun var forbyttet (hamstjaalen)». «Har man forsøgt Midler mod hendes
Sygdom», spurgte Egil. «Ja», svarer Thorfinn, «Runer have været ristede af en Bondesen her i Nærheden, men
siden den Tid har hun været meget værre end før. Men kan maaskee du gjøre noget ved slige Sygdomme,
Egil»? «Jeg tror i det mindste», svarede denne, «at det ej kan skade, om jeg forsøger». Da Egil var mæt,
gik han til Pigens Sæng og talte med hende, derpaa bød han dem allerførst at tage hende op og lægge rene
Sængklæder under hende. Dette skede. Siden ransagede han Sængen, og fandt en Stykke Hvalsfin med
Rimer paa. Egil læste dem, telgede dem derpaa af, og skød Spaanerne i Ilden, brændte derpaa selve
Hvals-finstykket op og lod hendes forrige Sængklæder udlufte. Han kvad et Vers, hvori han sagde, at ingen
skulde riste Runer, som ej ret forstod dem, at han paa Hvalsfinstykket havde fundet hemmelige
Runestave, og at de voldte Pigens Sygdom. Derefter ristede han nye Runer og lagde dem under hendes
Hovedpude. Da var det, som om hun vaagnede af en Søvn; hun sagde, at hun følte sig ganske frisk, skjønt hun
endnu var svag af Kræfter». Siden opdagedes det, som der fortælles, at den Bondesøn, der havde ristet
hine skadelige Runer, havde friet til hende og faaet Nej, hvorfor han hevnede sig ved at riste Manruner
(Elsko vsruner).

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 20:42:25 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/detnorsk/2/0384.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free