Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
384
HAAKON ADELSTEEN SFOSTRE
tvivlede paa at disse Skibe havde ondt i Sinde, vare selv bange for at melde Kongen
det, saa strenge Forbud havde han givet mod at sige falskt Hærsagn; og dog var
det paa høj Tid, at han underrettedes derom. En af dem gik derfor ind Stuen
og bad Eyvind Finnssøn i Hast at komme ud formedelst en Sag af højeste
Nødvendighed. Eyvind gik ud med ham til det Sted, hvorfra Skibene kunde sees,
og saa strax at det var en fiendtlig Flaade, som kom sejlende. Han vendte strax
tilbage til Gildestuen, traadte frem for Kongen, og sagde: «Liden er den Stund
som lider, Herre, men lang er Maaltidets Stund». «Hvad er da paa Færde, Skald»,
spurgte Kongen. Eyvind kvad et Vers, hvori han sagde at Blodøxes Hevnere
nærmede sig med fiendtlig Hu, at der nu var knap Tid til at sidde; at det vel var
en vanskelig Sag at sige Kongen Hærsagn, men at det dog nu skede til hans eget
Bedste, og at man snarest muligt burde gribe til Vaaben. «Du er en god Dreng
og forstandig Mand, Eyvind», sagde Kongen, «som vist ikke melder Hærsagn,
uden at det er sandt». Nu bekræftede alle de Tilstedeværende hans Udsagn, og
snart overbeviste Kongen sig selv om, at det var Krigsskibe, som kom sejlende,
og at de ikke havde langt til Øen. Han lod nu Bordene tage bort, kaldte sine
Raadgivere til sig og sagde: «her komme mange Skibe imod os, og vor Skare er
kun liden; det er let at se, at vi nu ville faa at bestille med en langt større
Overmagt, end nogensinde forhen, saa meget mandsterkere end Gunnhilds Sønner
ved tidligere Lejligheder have været; nødig vilde jeg bringe mine bedste Mænd
i alt for stor Fare, men nødig vilde jeg ogsaa fly, hvis forstandige Mænd ikke
fandt det altfor urimeligt at oppebie Fienden». Det varede en Stund, førend
Nogen svarede. Endelig kvad Eyvind atter et Vers, yttrende at det ikke sømmede
sig for en saa tapper Krigsmand at styre nordefter med Skibene, nu, da Harald
kom søndenfra med en vældig Flaade, men at man skulde gribe Vaabnene og
vente ham1. «Mandigt er dette talt, og efter mit Sind», sagde Kongen, «dog vil jeg
først høre Fleres Mening derom». Og da de skjønnede hvorledes Kongen vilde
have det, svarede de eenstemmigt, at de heller vilde falde over hinanden, end at
fly for Danerne. «Tak skulle I have for disse Ord», sagde Kongen; «Enhver tage
nu sine Vaaben, saa gjør det intet til Sagen, hvor mange Daner der end ere om
een Nordmand!»
Kongen iførte sig nu sin Brynje, spændte Sverdet Kvernbit om sig, satte en
guldbelagt Hjelm paa Hovedet, tog Spyd i Haanden og Skjold ved Siden,
opstillede sine Folk, nemlig Hirdmændene og de indbudne Gjester, i een Fylking, og
lod sine Merker rejse. Imidlertid vare Eriks Sønner komne i Land. De havde
en stor Hær med sig fra Danmark; deres Skibes Antal skal ikke have været mindre
1 Det er dette Vers, som i Landn. I. 17 tillægges Thorgeir.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
