Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
394
HAAKON ADELSTEEN SFOSTRE
Sted, og derved blev det. Brødrene takkede ham meget for dette Venskabsbeviis,
og Ivar tilbød sig at holde Skjold for ham, men Eyjulf afslog det med de Ord:
«det gamle Ordsprog er sandt, at egen Haand er huldest». Da han traadte ud paa
Holmen, sagde Berserken: «skal denne Klump slaaes med mig?» Eyjulf sagde
roligt, at det stod daarligt til med ham, som frygtede en stor, og spottede en
liden Mand. Berserken fremsagde Holmgangsloven, at den saarede skulde løse
sig med 6 Merker af Holmen. Eyjulf undrede sig over at han selv vurderede sig
saa ringe, «thi i vort Land», sagde han, «vilde den Sum kun ansees for
Trælle-gjeld». Eyjulf skulde hugge først, og hug allerede i dette Hug den nederste Deel
af Skjoldet og den ene Fod af Berserken, der saaledes maatte løse sig af Holmen,
og siden levede som Krøbling. Thorstein bød Eyjulf meget Gods for Hjelpen,
men Eyjulf sagde at han havde ydet den hverken for at faa Gods eller for at faa
Pigen, kun af Venskab for Brødrene. Efter Tilbagekomsten til Vors bejlede han
til Aastrid Vigfusdatter; Ivar og Reidar talte hans Sag, og han fik hende. Hans
Fader Ingjald var imidlertid død; han vendte derfor tilbage til Island med sin
unge Kone, for at overtage Gaarden og Godordet. Men han levede ikke mange
Aar efter Hjemkomsten, efterladende Aastrid som Enke, med fire Børn, af hvilke
den yngste Søn, Glum, blev hjemme hos Moderen, medens de andre, da de bleve
voxne, giftede sig og flyttede bort. En mægtig Nabo, Landnamsmanden Thorkell
høje, tilligemed dennes Søn Sigmund benyttede sig af Aastrids forsvarsløse Stilling
til at fortrænge hende og Glum fra Fædrenegaarden Tveraa; de flyttede til en
anden Deel af Ejendommen og byggede en ny Gaard, men ingensinde fik de være
i Fred, thi Thorkell og Sigmund tilegnede sig de bedste Jordstykker, og søgte i
alle Dele at gjøre dem Skade. Glum, der i Opvæxten havde viist sig stille og
indesluttet i sig selv, og ikke taget sig synderligt af Gaardens Drift, men som forresten
var smuk og stor af Væxt, havde imidlertid naaet sit femtende Aar, og sagde at
han vilde drage over til Norge for at prøve, om han kunde faa nogen Lykke hos
sine anseede Frænder, thi han kunde ikke længer holde ud at taale Sigmunds
Anmasselser. Han bad sin Moder, ikke at sælge Ejendommen i hans Fraværelse,
hvor trangt det end maatte vorde hende, og drog afsted.
Da Glum var kommen til Norge, begav han sig op paa Vors, til Vigfus’s Gaard,
hvor han strax kunde se at man levede paa en stor Fod, thi der var en Mængde
Mennesker og mangeslags Lystighed og Leg. Han saa flere Mænd af et fornemt
Udseende, og vidste derfor i Førstningen ikke, hvo af dem var hans Morfader Vigfus,
men endelig fik han Øje paa en stor, værdigt udseende Mand i Højsædet, der var
iført en blaa Kappe og legede med et guldbeslaget Spyd: da kunde han skjønne
at dette var Husets Herre, gik hen til ham og hilsede ham. Vigfus modtog hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
