Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VIG A- GLUM
395
Hilsen venligt og spurgte hvo han var; han nævnte sig da som en af hans Datter
Aastrids Sønner, der var kommen for at besøge ham. Vigfus svarede, at han ej
saa lige kunde vide, om det var sandt hvad han sagde; han anviste ham imidlertid
Sæde paa den ydre Deel af den ringere Bænk, og gjorde ikke synderligt af ham;
heller ikke blandede Glum sig synderligt i de Øvriges Samtaler og Lystighed, men
laa for det meste i sit Sengerum med en Kappe over Hovedet, og betragtedes som
en underlig Skrue. Ved Vinternatstid skulde der være Diseblot og Gjestebud paa
Gaarden; alle skulde deelt age deri, men Glum sad i sit Rum og gik ej til Blotet.
Om Aftenen, da Gjesterne vare komne, herskede der langt mindre Lystighed,
end man skulde have ventet, hvor saa mange vare tilsammen, og Beværtningen
saa god. Glum, som hverken havde været ude at modtage Gjesterne eller indbudt
Nogen til at sidde hos sig, fik Aarsagen til denne Misstemning først at vide, da de
havde sat sig til Bords. Det blev ham nemlig sagt, at en Berserk ved Navn Bjørn
Jernhaus var kommen til Gaarden selv tolfte; han havde for Skik at indfinde sig
ved store Gjestebud og give sig i Ordvexling med Folk, for at faa Anledning til
at æske dem til Holmgang, om de vovede at sige det allermindste, der mishagede
ham. Vigfus bad at man vilde svare ham lempeligt, og ej lade det komme til
nogen Voldsomhed, hvilket ogsaa lovedes. Bjørn kom nu ind i Skaalen, stillede
sig foran den Mand, der sad yderst paa den fornemmere Bænk, og spurgte ham,
om han vel troede sig at være hans Ligemand. Nej langt fra, svarede den
Tilspurgte; nu gjentog han Spørgsmaalet til den næste, og fik omtrent det samme
Svar; saaledes fortsatte han langs hele Bænken, uden engang at skaane Vigfus
selv, der sad i Højsædet. Denne svarede, at det var uvist om han i sine yngre
Dage, da han laa i Viking, kunde have maalt sig med ham; nu, da han var gammel
og svag, var det end mindre at tænke paa. Saaledes gik det langs begge Bænke,
indtil Berserken kom til Glum, der laa paa Pallen. Bjørn spurgte, hvorfor han
laa, og ej sad oppe. Sidemændene svarede at han var saa uvittig, at det ej var
Umagen værd at agte paa ham. Bjørn spendte til ham med Foden, sagde at han
skulde sidde oppe som andre, og spurgte om han vel ansaa sig for hans Lige. Glum
sagde at han kunde lade ham være i Fred; hans Lige ønskede han ej at være, da
Folk som bare sig saaledes ad, paa Island kun vilde kaldes Narre; i det samme
sprang han op, løb ind paa Bjørn, rev Hjelmen af ham, greb et Vedtræ, og slog
ham Slag paa Slag mellem Skuldrene, saa at han faldt; da han vilde til at rejse
sig, slog han ham i Hovedet, og blev ved dermed, indtil han havde faaet ham
udenfor Døren. Da Glum vilde sætte sig paa sin Plads igjen, var Vigfus kommen
paa Gulvet, og hilste ham med Glæde som »in Frænde, «thi nu», sagde han, «havde
Glum beviist, at han var af hans Æt». «Jeg har», vedblev han, «i Førstningen
26 — Munch: Det norske Folka Historie. II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
