Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HEDENDOMMENS UNDERGANG
415
overhoved var værd at holde paa, ligesom der i alle Fald umerkeligt maa have
indsneget sig et vist Fritænkeri blandt Hedningerne og deres Agtelse for de
hedenske Guder selv maa have været rokket saaledes, at mange af dem, for ikke at
sige de fleste, befandt sig paa et vist Indifferentismens Standpunkt, og alene følte
Betænkelighed ved at antage Christendommen, fordi de troede at dens Bud vilde
være dem vanskelige at overholde, eller den Levemaade, den foreskrev, var mere
blødagtig, end de vare vante til og de ansaa det for ønskeligt. Naar man i denne
og den næst følgende Tid læser om saa mange, der troede paa deres Kraft og Styrke
uden at skjøtte synderligt om Guderne, eller vare «gudløse», som man kaldte det,
og ej vilde blote1, naar man læser om andre, som vare «blandede i Troen», og saavel
om Harald Haarfagre selv, som senere om Thorstein Ingemundssøn, at de
paakaldte den, som «havde skabt Solen, Verden og Menneskene»2; naar vi ligeledes
finde mange Exempler paa at Sejd og Trolddom vare forhadte: saa maa det
ansees umiskjendeligt, at Hedendommen allerede befandt sig paa svage Fødder,
og at en Overgang forberedtes. Heraf bærer ogsaa den Fremstilling af
Aasa-Læren, der i de gamle Oldskrifter er os opbevaret, tydelige Spor; den afspejler
naturligviis kun de paa Hedendommens sidste Tider gængse Forestillinger, i hvilke
Guderne langtfra indtage det ophøjede Standpunkt, som i de gamle Eddadigte.
I sit Haakonarmaal reflekterer Eyvind selv over Kong Haakons Forhold til den
hedenske Religion, og lader det være sig magtpaaliggende at fortælle, at han sidder
hos «de hedenske Guder». Og den Maade, paa hvilken de ivrigste Blotmænd i
denne sidste Tid dreve Blotene, bærer virkelig et vist Præg af fortvivlet og fanatisk
Fasthængen ved Noget, der truer med at forsvinde, og som der skal mere end
almindelige Bestræbelser til at holde fast.
Det er merkeligt nok, at man ingensinde hører mere Tale om Holmgang og
Holm-gængere af Profession, end netop paa denne Tid. Det kommer vel deraf, at vi
savne Optegnelser derom fra tidligere Aarhundreder; imidlertid er det dog ogsaa
heel sandsynligt, at de, der hidtil vare vante til den højeste Grad af Selvraadighed
og til at bruge Sverdet, hvor de vilde have deres Vilje frem, nu efter Indførelsen
af en bedre borgerlig Orden grebe til Holmgangen, som det eneste lovhjemlede,
eller rettere af Loven tolererede Middel, der gav dem Anledning til at prøve deres
egen Kraft og Styrke. Men de mange Formaliteter, der, i det mindste efter
Beretningen i Kormaks Saga, vare forbundne med Holmgangen, synes næsten at have
været opfundne for at gjøre den saa uskadelig som muligt. Det var Holmgangelov,
1 Se ovf. S. 196.
2 Se ovf. S. 101. Ogsaa Thorkell Maane, Ingulfs Sønnesøn, lod sig ved sin Død (985) bære ud i Solskinnet,
anbefalende sig til den Gud, der havde skabt Solen. Landn. I. 9.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
