Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MISLIG TILSTAND I NORGE
5
2. Dyrtid og Misfornøjelse i Norge. Kongens Haardhed. Eyvind Finnssøn.
Kong Harald og hans Brødre vare allerede i deres Opvext blevne døbte i
England, men, fortælles der, de kunde dog ikke komme afsted med at christne
Folket i Norge; deres hele Virksomhed til Christendommen s Bedste indskrænkede
sig alene til at nedbryde Hovene og forstyrre Blotene; derved paadroge de sig
kun Uvenskab, uden at vinde mange Proselyt er for Christendommen1. Kong
Haakons Love overholdt de ej synderligt, men gjorde, hvad de fandt for godt.
Deres Pengebegjærlighed skal have gaaet saa vidt, at de selv gjemte deres
Kostbarheder i Jorden som Smaabønder og ikke vilde give deres Mænd ordentlig Sold.
Da Harald og hans Brødre for det første kun vare indskrænkede til Midtlandet,
hvor de fornemmelig opholdt sig paa Hordaland, Rogaland eller inde i Hardanger,
og ikke vovede sig i Nærheden enten af Thrønderne eller Vikværingerne, maatte
hine Landskaber snart føie et usædvanligt Tryk af de talrige og vistnok temmelig
ustyrlige Skarer, med hvilke Kongerne omgave sig. De havde, siges der, mange
Hirder, og droge om, nogle i det indre af Landet, andre langsmed Søen. Allerede
denne Omstændighed maa have været tilstrækkelig til at frembringe Mangel og
Dyrtid, og følgelig til at vække Bøndernes Misnøje. Men dertil kom nu ogsaa
virkelige Uaar. Silden og andet Fiskeri slog Fejl. Kornavlingen mislykkedes.
Paa Haalogaland laa Sneen hele Sommeren igjennem, saa at man maatte holde
Kvæget inde og fodre det med Brum2. Vi have endnu et Vers af Eyvind Finnssøn,
der, som bekjendt, boede paa Haalogaland, hvori han klager over at det sneede
midt om Sommeren, og at de maatte holde Køerne inde og fodre dem med Brum
ligesom Finner3. Al denne Nød tilregnede Folket naturligviis Harald og hans
Brødre, ej alene fordi de vare pengegridske og haarde mod Bønderne, men fordi
de ødelagde Templerne; thi dette var en Fornærmelse mod Guderne selv, hvilke
som man troede, til Gjengjeld, hjemsøgte Landet med Hungersnød og Dyrtid.
Denne Dyrtid og haarde Nød satte man endog i Forbindelse med Navnet paa
den Egn, hvor Kongerne oftest opholdt sig, nemlig Hardanger, og der opkom et
Sagn om, at det deraf skulde have faaet sit Navn4.
1 Snorre, Har. Graaf. Saga, Cap. 2. Fagrsk. Cap. 35. «De nedbrøde», heder det her, «Hov og Blotskab,
men ingen Mand nødte de til at lade sig døbe, og ej siges der andet om deres Overholdelse af Troen, end
at hvo som vilde være Christen, var det, og Hedning hvo som vilde være det».
2 Brum kaldes de Knoppe og Løvkviste, hvormed Kvæget undertiden fodres i Vaarkniben.
3 Snorre, Har. Graaf. Saga, Cap. 17. Fagrskinna Cap. 35. Ogsaa paa Island skal Hungersnøden have
været saa stor, at man maatte spise Ravne og Ræve, og dræbe gamle Folk og Børn, se Tillægget til
Landnåma.
4 Snorre, Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 11. Udledelsen er naturligviis fejlagtig, thi Navnet Hardanger
vil kun sige «Hørdernes Fjordegn», og er vistnok meget ældre end Frikssønnernes Tid.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
