Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6
HARALD GRAAFELD
I Kongernes egen Hird var der Uenighed. Haakon den godes Hirdmænd vare
efter dennes Død gangne Harald og hans Brødre til Haande, men der kunde ingen
god Forstaaelse være mellem dem og Haralds ældre Hirdmænd, som nys havde
været deres Fiender; Enhver, heder det, tyktes sin Høvding at være den bedste.
De nye Kongers Tilhængere viste sig, som man let kan forstaa, overmodige og
hoverende mod de andre, og dette kunde ej andet end sætte ondt Blod. Ved
Haralds Hird opholdt sig den berømte Skald Glum, Søn af Landnams-Manden
Geire paa Island. Han henkastede engang et triumferende Vers, hvori det hed,
at Harald tilgavns havde hevnet sin Broder Gamles Død, siden Haakon var falden
i Slaget, og Ravnene drak hans Blod. Verset blev meget yndet og hyppigt
gjentaget af Haralds Hirdmænd. Da Eyvind Finnssøn, som endnu opholdt sig ved
Hirden, hørte det, kvad han et andet Vers, hvori han talte om Gamles Fald, og
hvorledes Haakon sejrrig havde drevet hans Mænd ud i Søen. Ogsaa denne Vise
blev hyppigt kvædet. Men Kong Harald blev meget vred derover, og sagde:
«End elske I Kong Haakon, det er derfor bedst at I følge ham og blive hans Mænd».
Eyvinds Venner begyndte nu at frygte for at Harald vilde lade ham dræbe, og
bade Kongen om at tilgive ham, idet de lovede paa Eyvinds Vegne at han skulde
gjøre sin Forseelse god igjen. I Betragtning af det Slægtskab, som var mellem
dem begge, lovede Kongen ogsaa at tage ham til Naade, naar han vilde blive
hans Skald, ligesom han forhen havde været Haakons, og digte et andet Vers til
hans Ære. Eyvind føjede sig forsaavidt derefter, som han virkelig digtede et
Vers, hvori han i Almindelighed priste Haralds Tapperhed i Vaabentumlen,
men uden dog at nævne nogen særegen Lejlighed eller noget bestemt Slag.
Heller ikke var Harald mere end nogenledes tilfreds dermed, thi da han
hørte det, sagde han kun: «Lidet, skjønt noget». «Ja», sagde Glum Geiresøn,
«det er rigtignok Udet, som intet er». «Den Mand bliver os aldrig tro, saalænge
han lever», svarede Kongen. Da bad Glum Eyvind digte endnu en Vise om
Harald, men den høj hj ertede og uforfærdede Skald vilde ikke nedlade sig til
tomt Smiger; han gik frem for Kongen og kvad:
Een Drottin alt jeg aatte
endnu før jeg dig kjendte;
Alder mig overvælder,
ej vil den tredje jeg eje.
Tro var jeg Drottnen den dyre,
to Skjolde bar jeg aldrig;
Harald, din Flok jeg kun fylder,
fælde mig snart vil Ælde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
