Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DYRTID. MISFORNØJELSE. EYVIND SKALDESPILDER 7
Harald synes denne Gang at have ladet ham være i Fred, men kun kort Tid
opholdt Eyvind sig nu hos Gunnhilds Sønner. Han drog hjem til sine Gaarde,
og det samme gjorde de fleste af Haakons forrige Hirdmænd. Men han kunde
ikke afholde sig fra, nu og da at give sin Harme Luft. Uaaret og den almindelige
Nød forøgede hans Utaalmodighed. Saaledes kvad han et Par Vers, der ogsaa
kom for Kongens Øren, hvori han ophøjede Haakons Tid i Sammenligning med
Haralds. «Dengang», sagde han, «bare vi Fyris voldenes Frø (Guldet) paa Armene,
og det prydede Skaldenes Hænder; nu har Kongen gjemt Frodes Terners Meel
(Guldet) i Jordens Skjød, og de strenge Herrers Raad ere haarde at døje».
Herover gav Harald Eyvind virkelig Dødssag, fordi han, skjønt han havde hyldet
ham som sin Herre, dog viste ham saa megen Uvenskab. Eyvinds Venner lagde
sig atter imellem, og fik Sagen bilagt derhen, at Kongen skulde tage Selvdom.
Kongen dømte Eyvind til at give ham en stor og god Guldring, af 12 Øres Vegt,
ved Navn Molde, der lang Tid i Forvejen havde været funden i Jorden, og havde
tilhørt Eyvinds Fader. Ogsaa i denne Anledning kvad Eyvind et Vers, hvori
han gav sin Misfornøjelse tilkjende over at maatte skille sig ved et Arvestykke,
for at vinde Kongens Naade1. Fra denne Tid skriver sig ogsaa, som det synes,
hiint Vers, hvori Eyvind klagede over Sneen og Dyrtiden paa Haalogaland. Hvor
stor Fattigdommen og Mangelen blandt de Ringere og mindre Bemidlede maa
have været, forestiller man sig bedst, naar man erfarer, hvor vidt det kom med
Eyvind, der dog maa antages at have hørt til de Mægtigste i Landet. Han havde
digtet et Hædersdigt om alle Islændingerne, der havde følt sig saa smigrede derved,
at de vare blevne enige om at enhver Bonde skulde udrede tre Penninge reent
Sølv til Bragerløn eller Erkjendtlighedsgave for ham. Da Sølvet fremlagdes paa
Althinget, besluttede man at gjøre en Kappe-Daalk, (stor Spænde) deraf; da
Arbejdslønnen var fradragen og Daalken var færdig, kostede den 50 Mark2. Den
blev sendt Eyvind, men da var alt hans Løsøre saaledes gaaet op for ham, at han
maatte hugge Smykket itu for at kjøbe Slagt derfor, og det uagtet Slagt under
en saadan Dyrtid vistnok maa have været meget billigt. Den samme Vaar kom
Spidsen af en Sildestiim ind til nogle Udvær; Eyvind bemandede strax et Ro-
1 Jeg bar her nærmest fulgt Fremstillingen i Fagrskinna Cap. 35, der synes at være den simpleste
og naturligste. Fremstillingen hos Snorre Sturlasøn i Har. Graaf. Saga Cap. 1, samt i Olaf Tryggv. Saga
Cap. 31 og 32 er lidt afvigende; efter denne kvad Eyvind hint ovenanførte Vers, forst efterat han havde
begivet sig hjem og kvædet de to andre, hvori han dadlede Kongernes Nidskhed. Harald, heder det,
havde da ladet ham hente til sig. Afvigelsen er dog højst ubetydelig.
2 En Mark bestod af 480 Penninge, Daalkens Værdi var saaledes 24 000 Penninge; da hver Bonde
havde givet 3 Penninge, udkommer heraf, naar den fradragne Arbejdsløn tages i Betragtning, et Antal
af noget over 8 000 Bønder, hvilket stemmer temmelig vel med den ovenfor (B. II. S. 189) anstillede Beregning.
Forresten maa man antage, at Daalken selv har været af Guld.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
