Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HAAKON JARL LÆGGER RAAD OP MOD HARALD GRAAFELD 43
Døden for deres mange onde Handlinger». Kongen indvendte, at Norge var et
stort Land, og Folket haardt og farligt at angribe med en udenlandsk Hær; at
Eriks Sønner vare vældige og sejrsæle Krigere, og at Harald Graafeld desuden
var hans egen Knæsætning og Fostersøn. «Hvad dette angaar», sagde Haakon,
«da have Eriks Sønner lønnet Eder ilde for den Hjelp, I have ydet dem; for øvrigt
er det ej min Mening, at I skal bekrige Norge med hele Danehæren, men at I alene
skal sende Bud til Harald Graafeld og tilbyde ham at modtage det Len, han
tidligere har haft her i Danmark; da kommer han nok, og saa kan Guldharald i et
Øjeblik skaffe sig Norges Rige ved at dræbe ham». «Ja», sagde Danekongen,
«hvis Harald falder, er det forbi med Gunnhilds Sønners Vælde; men vil det dog
ikke kaldes en ond Gjerning at svige sin Fosterson?» «De Danske ville dog», svarede
Jarlen, «kalde det bedre at dræbe en norsk Viking, end sin egen danske Brodersøn».
Disse Forestillinger virkede, og Danekongen gik ind paa Haakons Forslag.
Siden-efter udviklede Haakon ogsaa for Guldharald hvorledes han handlede klogest
i, for det første at lade sig nøje med Norge, til hvis Erhvervelse han selv, Haakon,
skulde hjelpe ham med al sin Indflydelse; siden kunde han jo altid vinde Danmark.
Harald var allerede gammel, og havde en Søn, der ej engang var egte fød1. Saa
længe talede Jarlen for Guldharald, indtil denne erklærede sig ganske tilfreds og
lovede sin Medvirkning, og Sagen blev nu i al Hemmelighed aftalt og ordnet mellem
ham, Kongen og Haakon. Denne havde imidlertid forladt Sængen, og sagde at
han var bleven frisk igjen.
Kong Harald sendte nu et prægtigt udstyret Gesandtskab til Norge, for at
hilse Harald Graafeld, at Danekongen havde erfaret den store Nød og Dyrtid,
der herskede i Norge, saa at det endog faldt Kongerne besværligt at holde deres
Hird, eftersom Bønderne ej kunde betale deres Landskylder, og at han derfor
indbød sin Fostersøn Harald til sig, for at modtage Jylland til Forlening og
Vintersæde med to hundrede Mænd2. Sendebudene, der bleve vel modtagne, berettede
ogsaa at Haakon Jarl laa dødssyg og var næsten fra sit Vid. Harald forelagde
Sagen for sin Moder Gunnhild og sine øvrige Raadgivere. Nogle fraraadede Rejsen,
da de anede Svig; de fleste derimod fandt det meget belejligt, nu da der herskede
saadan Nød i Landet, at modtage et saa godt Tilbud. Bønderne og Almuen
opmuntrede især dertil, og sagde at det ej sømmede sig for en Konge at undslaa sig
for at besøge en anden saa stor Høvding efter en saa venskabelig Indbydelse.
«Og», heder det, «fordi Harald var let at overtale og ikke dybttænkende, ligesom
1 I Sagaerne paastaaes der nemlig, at Sven, Haralds Søn, kun var fød af en Frille. Mere derom nedenfor
I 13.
2 Nemlig store Hundreder, altsaa 240.
5 — Munch: Det norske Folks Historie. III.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
