Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DANSKE ANLIGGENDER
59
at de enten have været beskjeftigede med Krige i Østen, eller ogsaa været
optagne af Thronstridigheder og indre Uroligheder. Harald Gormssøn vilde neppe
have haft saa frie Hænder, hvis han ikke en Tidlang havde været forskaanet for
Angreb fra det nysstiftede Daneriges farligste Fiender, Saxlands Herskere, der
nu siden Kong Henrik Fuglefængers Tid vare i Besiddelse af den tydske
Konge-værdighed og derfor kunde optræde med desto større Eftertryk mod de hedenske
Naboer i Norden, Danerne og Slaverne. Krigen mod de hedenske Daner var,
siden Gorm den gamle og hans Sønner havde omstyrtet det halvchristne
Nord-manna-Rige i Sønderjylland, bleven en Religionskrig lige saa vel som Krigen mod
Slaverne, og det var en Æressag for de tydske Konger, ikke at lade
Christendommens Tilhængere i Danmark, fornemmelig de fra Tydskland indkomne
Gejstlige, ubeskyttede mod Hedningernes Overmagt. Derfor havde, saaledes som
ovenfor viist1, Henrik Fuglefænger i Kong Gorms sidste Leveaar gjort et Indfald
i Danmark, og tvunget ham eller rettere hans Søn Knut til at slutte en for
Christen-dommens Indførelse gunstig Fred2, idet han ogsaa skal have søgt at sikre den
tydske Indflydelse et blivende Fodfæste i Danmark ved at erklære Slien for Rigets
Grændse, og indsætte en Markgreve i Slesvig. Rigtigheden af denne Beretning
har vistnok været dragen i Tvivl, men hvorledes dette end forholder sig, saa er
det dog vist, at flere tydske Forfattere ligefrem fortælle, at Henrik gjorde sig de
Danske skatskyldige3, ligesom man og veed, at den bremiske Erkebiskop Unne
nu ikke tog i Betænkning, endnu samme Aar, ledsaget af næsten det hele
Preste-skab i Bremen, at foretage en stor Missionsrejse ind i Hjertet af Danmark, ja
endog fra Danmark at drage over Østersøen til Sverige, hvor han døde i
Kjøb-staden Birk i Sigtun 9364. Under sit Ophold i Danmark kunde han, siges der,
intet udrette med den gamle Gorm, men hans Søn Harald skal allerede da have
viist sig Christendommen gunstig, tilladt dens offentlige Udøvelse, og
understøttet Unne, idet han sendte en af sine Mænd med ham paa Rejsen. Om denne
Haralds Hengivenhed for Christendommen var oprigtig, og i saa Fald maaske
snarest skyldtes hans Moders Paavirkning, eller den grundede sig paa statskloge
Hensigter, eller den endelig var hyklet af Frygt for Kong Henrik, er her
vanskeligt at afgjøre. At Politik fornemmelig maa have været med i Spillet, bliver
sandsynligt, naar man overvejer Haralds Ærgjerrighed, den øjensynlige Vaklen
1 Se ovf. B. II. S. 369.
2 Knut, eller som Widukind (I. 40) kalder ham, Chnuba, maatte ifølge denne sidstes Beretning virkelig
lade sig døbe, et Udsagn, hvis Rigtighed neppe kan betvivles.
3 Ljudbrand, Antapodosis, III. 47. Widukind I. 40.
4 Dette fortælles fuldstændigt hos Adam af Bremen, I. 60—64. Det siges her udtrykkeligt at Unne
endog besøgte de danske Øer.
6 — Munch: Det norske Folks Historie. III.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
